Dirksen: "Vi må aldrig gå på kompromis med projektets grundværdier"
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 17-11-2017

Dirksen: "Vi må aldrig gå på kompromis med projektets grundværdier"

Team Rynkebys succes skyldes i høj grad projektets tre grundværdier. Og de værdier må man aldrig gå på kompromis med, lyder det fra Team Rynkeby Fondens snart afgående bestyrelsesformand.

Rynkeby Foods’ direktør Jørgen Dirksen havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad han var ved at sige ja til, da han en iskold januardag i 2002 blev mødt af medarbejderne Knud Vilstrup og Torben Møller-Larsen, der efter virksomhedens årlige julefrokost havde fået den idé, at det kunne være sjovt at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France.

Nu stod de på Jørgen Dirksens kontor med en plan om at starte et firmacykelhold med base hos Rynkeby Foods, og de bad derfor om et sponsorat og noget juice til turen.

- Jeg var nok lidt skeptisk i starten, men jeg var også imponeret over deres engagement. Så der gik ikke så lang tid før, at jeg accepterede et sponsorat på 1.500 kroner per deltager, cykeltøj og alt den juice, de kunne drikke på turen, siger Jørgen Dirksen.

- Ja, og resten er jo historie, smiler Rynkeby-direktøren, der efter 17 år som administrerende direktør for Nordens største juicevirksomhed har valgt at træde tilbage for at hellige sig bestyrelsesarbejde i fødevarebranchen.

Jørgen Dirksens farvel til Rynkeby Foods betyder samtidig, at han i overensstemmelse med Team Rynkeby Fondens vedtægter trækker sig som formand for Team Rynkeby Fondens bestyrelse og overlader posten til Rynkeby Foods nye administrerende direktør, Peter Frank Andersen, der tiltræder posten 1. december 2017.

Børnene gør indtryk
Og det bliver vemodigt for Rynkeby-direktøren at sige farvel til det projekt, som han selv var med til at skubbe i gang med projektets første sponsorat – et projekt, som han har været dybt involveret i lige siden.

- Nogle af de største oplevelser, jeg har fået i min tid hos Rynkeby, har jeg fået sammen med Team Rynkeby. På den måde har jeg det nok som så mange andre deltagere på Team Rynkeby.

- Det her projekt gør noget helt specielt ved én. Jeg har fået nogle venner og kommet tæt på nogle mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt, hvis ikke det var fordi, at vi havde siddet på cyklen sammen i mange timer, rystet af kulde sammen i et eller andet busskur i Nordtyskland eller delt røverhistorier på bagsmækken. Man lærer hinanden bedre at kende på den måde, siger Jørgen Dirksen.

Udover den dybe involvering som bestyrelsesformand i Team Rynkeby Fonden har Jørgen Dirksen også gennemført turen til Paris ni gange på cykel, ligesom han har været til stede i Paris i forbindelse med ankomsten alle år med undtagelse af debutturen i 2002. Derfor er han også kommet tæt på nogle af de børn, unge og familier, som Team Rynkeby samler ind til.

- Det har gjort et meget, meget stort indtryk på mig at møde de børn og familier, der har kræften inde på livet. Det er slet ikke til at sætte sig ind i, hvad de går igennem. Og jeg bliver stadig forundret over de smil, den vilje og den glæde vi møder hos børnene og deres familier, når vi tropper op. Så føler man et eller andet sted, at vi er med til at gøre en reel forskel, siger han.

Loyale kaptajner og styregrupper
Mens Jørgen Dirksen har stået i spidsen for Team Rynkeby Fonden har velgørenhedscykelholdet indsamlet ikke mindre end 274 millioner kroner til kritisk syge børn i syv forskellige lande – et resultat, som han først og fremmest skyldes de frivillige, siger han.

- Vi har skabt de her resultater, fordi der har været tusindvis af ildsjæle, der siden Team Rynkebys start har grebet projektets grundidé om, at vi skal gøre noget godt for os selv, mens vi gør noget godt for andre – som en del af et socialt fællesskab, siger Jørgen Dirksen.

- Desuden har vi været begunstiget af nogle meget, meget loyale holdkaptajner og styregrupper, der igennem årene har brugt rigtig, rigtig mange timer af deres liv på det her projekt. Det gør, at vi har haft en helt fantastisk kontinuitet i projektet, og det betyder, at vi har kunnet udvikle projektet i tråd med projektets oprindelige idé og grundværdier, siger Jørgen Dirksen, der i projektets spæde begyndelse var dybt involveret i den daglige drift af projektet.

- I starten havde vi en arbejdsfordeling, der sagde, at Knud Vilstrup drev projektet, og jeg bakkede dem op. Vi udviklede projektet i en retning, som, vi syntes, var sjov, og som vi fandt meningsfuld. Og måske var det lidt tilfældigt og amatøragtigt i starten, men det gjorde ikke noget, fordi vi alle kendte hinanden, og det hele var forankret omkring Rynkeby Foods, fortsætter han.

Professionalisering
Efter fem år, hvor Team Rynkeby havde levet en stille og meget lokal tilværelse på Fyn, gav Jørgen Dirksen i 2008 lov til, at der kunne etableres flere Team Rynkeby-hold rundt om i Danmark. Det år kørte fire hold således til Paris.

- Det var nogle Team Rynkeby-deltagere, der godt kunne tænke sig at starte deres egne lokale Team Rynkeby-hold. På det tidspunkt begyndte vi nok at forstå projektets potentiale. Vi havde simpelthen ramt en bølge, hvor motionscykling var i voldsom vækst i Danmark, og hvor der pludselig var stor interesse for Team Rynkeby, siger Jørgen Dirksen.

Udvidelsen fra et til fire hold var på mange måder skelsættende for Team Rynkeby. Det betød, at projektet forlod det meget familiære motions- og velgørenhedsprojekt, som Team Rynkeby havde været hidtil, til pludselig at skulle agere som en egentlig organisation.

- Vi stod lidt med et ben i hver lejr mellem det familiære og kravene til at skulle agere mere professionelt, og det gav os nogle udfordringer – blandt andet med cykel- og tøjleveringen. I den periode blev der også trukket store veksler på den daværende centrale styregruppe, som ydede en kæmpe indsats i udviklingen af projektet. Vi fik dog først rigtig sat projektet i system, da Carl Erik Dalbøge (adm. direktør i Team Rynkeby Fonden, red.) kom ind i projektet i 2009, siger Jørgen Dirksen og fortsætter:

- I den periode fik vi også tilknyttet Mikkel Tholstrup Dahlqvist (Communications Manager, red.) og Asger Jørgensen (Team Rynkeby News, red.), som har været med til at sikre, at der er en klar rød tråd fra den lidt tilfældige start i 2002 frem til i dag, hvor vi involverer tusindvis af deltagere og sponsorer og har skabt Nordens mest iøjnefaldende motions- og velgørenhedsprojekt – uden af gå på kompromis med vores oprindelige grundværdier, siger han.

Værdierne er det vigtigste
Og netop projektets grundværdier er vigtige i den fortsatte udvikling af Team Rynkeby, mener Jørgen Dirksen.

- Vi kan naturligvis godt nå et mætningspunkt på vores oprindelige cykeltur til Paris, men Team Rynkeby som brand er så veletableret, at projektet kan bære rigtig mange ting – Team Rynkeby Skoleløbet er jo et godt eksempel på en ny aktivitet, som lever fantastisk under Team Rynkeby-brandet.

- Men i udviklingen af projektet må vi aldrig forlade projektets grundværdier om, at det handler om at gøre noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre som en del af et socialt fællesskab. Det er de værdier, der har gjort Team Rynkeby så stærkt og gjort, at så mange mennesker og sponsorer kan købe ind på projektet, siger Jørgen Dirksen, der også opfordrer den nye bestyrelsesformand til at være opmærksom på det armslængdeprincip, der altid har været mellem Rynkeby Foods og Team Rynkeby.

- Jeg kan med hånden på hjertet sige, at vi aldrig har drevet Team Rynkeby med et kommercielt sigte. Team Rynkeby har levet sit eget liv, men det har naturligvis givet en masse goodwill og synlighed til Rynkeby-brandet. Men jeg håber, at Team Rynkeby også fremadrettet først og fremmest vil blive drevet for deltagernes og børnenes skyld, siger Jørgen Dirksen.

Jørgen Dirksen forlader Rynkeby Foods og Team Rynkeby Fonden den 30. november 2017.

Team Rynkeby har produceret en afskedsvideo, som du har se nedenfor:

Tilbage

Team Rynkeby News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Team Rynkeby Skoleløbet

Tilmeld din skole til Team Rynkeby Skoleløbet 2018. Det er helt gratis! 

Tilmeld her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram