Sønderjyder sender rørende hilsen til afdød holdkammerat
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 09-07-2017

Sønderjyder sender rørende hilsen til afdød holdkammerat

Team Rynkeby Sønderjylland mistede sin indpisker, kortlæser og underholdningskaptajn til kræft i foråret. Men Thomas Haaning er alligevel med hele vejen til Paris.

1. etape, på vej mod Kaltenkirchen: ”Vi skal ikke hjem – vi skal videre…”, står der med store bogstaver på siden af Team Rynkeby Sønderjyllands lastbil.

Ordene stammer fra Thomas Haaning, som uhelbredeligt syg af kræft cyklede hele turen til Paris sidste år. Og Thomas Haaning skulle også have været med på Team Rynkeby Sønderjylland i år, men den sygdom, som han havde levet med i to et halvt år – og som han til det sidste regnede med, at han skulle leve med mange år endnu – endte med at tage livet af ham. Thomas Haaning sov stille ind på hospice i marts, 43 år gammel.

- Da holdet blev sat i efteråret havde jeg en snak med Thomas om, i hvilket omfang han kunne være en del af holdet. Egentlig ville han gerne cykle, men han måtte også erkende, at han ikke havde kræfterne til det. Derfor blev det aftalen, at Thomas skulle være kortlæser, indpisker og underholdningskaptajn, siger Jacob Christian Nielsen, Team Manager på Team Rynkeby Sønderjylland.

- Thomas var et fantastisk menneske. En helt utrolig humørbombe, som var med til at løfte holdet. Når folk hang med mulen og var ved at være trætte, så var det altid ham, der tog teten og sparkede noget energi ind i holdet – blandt andet ved at gentage sit mantra: ”Vi skal ikke hjem – vi skal videre…”, fortsætter han.

Ukuelig fighter
Den sønderjyske holdkaptajn besøgte sin altid optimistiske ven på hospicet kort før hans død.

- Han var en ukuelig fighter. Til det sidste var han opsat på, at han skulle hjælpe os til Paris på den ene eller anden måde. På den måde vandt han faktisk over kræften – det kan godt være, at sygdommen tog livet af ham, men den knækkede ham aldrig, siger Jacob Christian Nielsen.

Da Thomas Haaning gik bort besluttede Team Rynkeby Sønderjylland i samråd i Thomas’ familie, at Thomas selvfølgelig stadig skulle være en del af holdet og med til Paris.

Team Rynkeby Sønderjylland har derfor udsmykket sine følgebiler og cykler med Thomas Haanings billede og hans mantra.

- Thomas er her stadig – og han er en vigtig del af holdet. Han er DNA’et i det her hold. Han minder os om, at vi skal huske det gode humør og have det sjovt, mens vi cykler. Det betyder rigtig meget, at vi har ham med på den her måde. Han fylder rigtig meget på holdet, selvom han ikke er her mere, siger Jacob Christian Nielsen.

Du kan følge Team Rynkebys tur til Paris LIVE på www.team-rynkeby.com/LIVE.

 

Tilbage

Team Rynkeby News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Team Rynkeby Skoleløbet

Tilmeld din skole til Team Rynkeby Skoleløbet 2018. Det er helt gratis! 

Tilmeld her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram