KØBENHAVN: Med Team Rynkebys donation er det blevet muligt at igangsætte og videreudvikle flere banebrydende forskningsprojekter hos Børnecancerfonden.
Projekterne fokuserer på at forbedre behandlingsmulighederne og livskvaliteten for børn med kræft og særligt inden for kræfttyper, der stadig er underbelyste.
Samtidig er der ydet støtte til initiativer, der hjælper familierne i hverdagen.
- Hos Børnecancerfonden vil vi gerne sige et stort tak til Team Rynkeby for et tæt og godt samarbejde samt mange gode oplevelser i 2024. Med jeres ufortrødne støtte kommer vi tættere på målet om, at ingen børn skal dø af kræft, og at alle skal overleve til et liv uden senfølger," siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
Projekter med bred rækkevidde
Forskningsprojekterne inkluderer blandt andet udvikling af DNA-baserede metoder til overvågning af leukæmi og test af nye behandlinger for sjældne kræftformer.
Samtidig er der fokus på rehabilitering af førskolebørn, diagnosticering af nyrekræft gennem ikke-invasive metoder og reduktion af bivirkninger fra kræftbehandling.
Støtte til familierne
En betydelig del af donationen er gået til projekter, der støtter familierne direkte.
Her er RESPECT-tilbuddet et projekt, der fortjener særlig opmærksomhed. Tilbuddet hjælper børn med kræft med at bevare kontakten til deres klassekammerater under behandlingsforløbet.
Samtidig modtager familier legater til psykologhjælp, der skal hjælpe dem med at håndtere hverdagen med et kræftramt barn.
- Team Rynkebys indsats bidrager markant til både forskningen og familiernes trivsel, og donationen er med til at skabe håb for en lysere fremtid for børn med kræft, siger Marianne Benzon Nielsen.
Børnecancerfonden-direktøren ser frem til fortsat samarbejde med Team Rynkeby og til at markere Børnecancerfondens 30-års jubilæum i 2025.