RINGE: Fællesskab, motion og glæden ved at hjælpe andre er i fokus, når Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på skoler og institutioner i hele landet fredag den 2. maj 2025.

Fristen for tilmelding er den 28. februar 2025, og indtil videre har godt 300 skoler tilmeldt sig motionsløbet, der afvikles til fordel for Børnelungefondens arbejde for børn med kritiske lungesygdomme.

- Det er en fantastisk dag, hvor børn i hele landet samles om et fælles projekt – nemlig det at rejse penge til og skabe opmærksomhed om børnelungesagen, siger Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby Danmark, og fortsætter:

- Løbet handler om at give børnene en oplevelse af, at de rent faktisk kan være med til at gøre en forskel for andre børn, når de står sammen på tværs af klasser og skoler og kæmper for den samme sag, siger han.

Fokus på børnene
Team Rynkeby Skoleløbet arrangeres af Team Rynkeby Fonden, og afvikles som en almindeligt motionsløb, hvor eleverne skal løbe så langt som muligt i løbet af en times tid.

Det, der gør Team Rynkeby Skoleløbet lidt anderledes end det sædvanlige motionsløb, er, at eleverne før løbet har mulighed for at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der opfordres til at give et beskedent beløb per omgang eller kilometer, det enkelte barn løber.

Når løbet er afsluttet, og barnet har regnet sammen, hvor mange penge hver sponsor skylder, overfører sponsorerne det aftalte beløb direkte til et unikt MobilePay-nummer, som Team Rynkeby Fonden stiller til rådighed for skolen.

- Løbet handler ikke om, hvem der kan løbe længst, hurtigst eller samle flest penge ind. Vores fokus er på at give børnene en bevidsthed om, at det ikke er alle børn på deres skole, der er i stand til at løbe og lege som de andre, fordi en lungesygdom begrænser dem. Det er det, der er vores fokus på dagen, siger Steffen Juncker.

Hvis du ønsker, at din skole skal deltage, kan du tilmelde den her – du kan også kontakte Steffen Juncker direkte på tlf.: 29 83 80 39.