1.000 km gennem Danmark – Mogens vælger den smukkeste vej
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 05-07-2020

1.000 km gennem Danmark – Mogens vælger den smukkeste vej

Den erfarne ruteplanlægger Mogens Gottrup har altid en tanke bag sine ruter. Det oplever Team Rynkeby Rigshospitalet på deres over 1.000 kilometer lange tur rundt i Danmark.

2. etape, Hornslet: Der bliver et mindre stormløb på den medbragte kaffe, da Team Rynkeby Rigshospitalet gør stop i en skov lidt uden for Hornslet i Mols Bjerge.

Rytterne har været i sadlen et par timer af dagens 145 kilometer lange anden etape fra Ebeltoft til Viborg, og de alle godt våde og småkolde.

Men humøret er fortsat højt.

Smilet er også bredt hos Mogens Gottrup. De seneste 10 år har den 53-årige portør været ansvarlig for Team Rynkeby Rigshospitalets rute, og det er også ham, der har tegnet stregerne til holdets syv dage lange Tour de Danemark.

De bløde bakker i det kulturhistoriske landskab i Nationalpark Mols Bjerge er noget af det, som han har set allermest frem til.

- Vi har lagt en rute med meget stor mangfoldighed, hvor rytterne kommer til at opleve så meget forskelligt landskab som muligt. Og selvom det regner i dag, er det virkelig utrolig smukt det område, vi lige nu kører igennem, siger Mogens, der de seneste 17 år har cyklet Danmark, Europa, USA og Australien tyndt.

- Det er ved at være nogle år siden, at jeg har kørt rundt i Danmark, fordi jeg har cyklet med Team Rynkeby, men der er jo så mange fantastisk flotte steder at cykle, så jeg har også glædet mig rigtig meget til denne tur, siger han.

Kultur-tur
Ifølge holdkammeraten, Maria Loizou Brændbjerg, har det været vigtigt for Mogens Gottrup, at årets tur rundt i Danmark bliver mere end bare en tur fra A til B.

- Der er altid en tanke bag Mogens’ ruter. Mogens viser ikke bare vej, han underviser også holdet i geografi, sport, historie, biologi, politik og musik – han er et omvandrende leksikon, og han har altid nogle små anekdoter i ærmet, siger hun.

I løbet af de syv etaper skal Team Rynkeby Rigshospitalet blandt andet forbi Roskilde Domkirke, store dele af den første etape i Tour de France 2021, NATO’s våbendepot, Yding Skovhøj, Jellingestenene, bakkerne i Vejle, Dybbøl Mølle, Valdemar Slot og Dodekalitten og det Sydfynske Øhav.

En tur på over 1.000 kilometer.

- Mogens vælger altid den smukkeste rute fremfor den kortere og mere uskønne vej, siger Maria.

Ikke en nem opgave
Mogens skæver mod himlen. Det regner fortsat, men ifølge vejrudsigten skulle det klare op senere på dagen, når holdet kommer nærmere Viborg.

- I eftermiddag skal vi blandt andet forbi Hald Sø, Tange Sø og Dollerup Bakker. Her må det gerne blive lidt bedre vejr, smiler han.

Selvom årets tur bliver kørt i Danmark, har det ikke gjort Mogens’ arbejde med at planlægge turen lettere.

- Der er nogle af områderne, som jeg kender fra ture rundt i Danmark for 10 år siden, men andre dele af ruten lagt ved at jeg har brugt min erfaring som kortlæser i ind- og udland, siger han.

- Først lavede vi en grovskitse på, hvad vi kunne nå på syv dage. Derefter zoomede vil lidt længere ind på kortet og udpegede overnatningsbyerne, og da vi havde det på plads, begyndte vi at tilpasse de daglige ruter, så de bliver så interessante for rytterne som overhovedet muligt – at turen skal være en oplevelse har stået højt på listen, siger Mogens.

Aldrig i tvivl
Det er cirka halvdelen af Team Rynkebys danske hold, der sadlede om og planlagde en tur igennem Danmark, da coronapandemien satte en stopper for Team Rynkebys årlige cykeltur til Paris.

På Team Rynkeby Rigshospitalet var de dog aldrig i tvivl om, at de skulle afsted.

- Vi overvejede kortvarigt, om vi ønskede en tur rundt i Danmark, men det tog faktisk ikke mange timer at finde ud af, at vi naturligvis skulle afsted. Vi har et godt og humørfyldt hold med et meget højt energiniveau. Så vi var faktisk aldrig i tvivl om, at vi skulle slutte sæsonen af på denne måde, siger Mogens Gottrup.

Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby i 2021, kan du ansøge her.

Team Rynkeby Rigshospitalets Tour de Danemark

1. etape: Lørdag den 4. juli: København - Ebeltoft (141 km)

2. etape: Søndag den 5. juli: Ebeltoft - Viborg (145 km)

3. etape: Mandag den 6. juli: Viborg - Vildbjerg (158 km)

4. etape: Tirsdag den 7. juli: Vildbjerg - Vejle (152 km)

5. etape: Onsdag den 8. juli: Vejle - Sønderborg (155 km)

6. etape: Torsdag den 9. juli: Sønderborg - Nørreballe (151 km)

7. etape: Fredag den 10. juli: Nørreballe - Rigshospitalet (157 km)

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram