1.466 ryttere kører til Paris til sommer
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 11-10-2014

1.466 ryttere kører til Paris til sommer

Team Rynkeby har nu sat de 32 hold fra fem lande, som skal køre til Paris til fordel for børn med kræft til sommer.

Team Rynkeby har nu sat navn på de motionscykelryttere, som til sommer skal køre den godt 1.300 km lange tur til Paris til fordel for børn med kræft.

Deltagerantallet bliver det højeste i turens historie.

Hele 1.466 ryttere fordelt på 32 lokale hold fra fem lande trækker i den gule trøje, når holdene begiver sig ud på de europæiske landeveje fra den 3.-10. juli 2015.

Rytterne ledsages desuden af 350 hjælpere, som dog først bliver endeligt udvalgt i løbet af foråret.

Det samlede deltagerantal er 25 procent flere end sidste år, og det glæder Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

- Det er en stor glæde, at vi fortsat kan blive ved med at vokse og give så mange mennesker den fantastiske oplevelse det er, at cykle til Paris for en så vigtig sag. Samtidig er det da også et enormt ansvar at sikre, at alle deltagere får en oplevelse for livet. Det er en opgave, vi tager meget seriøst, siger Carl Erik Dalbøge.

1.046 cykler bestilt i Italien
En af de første store opgaver for Team Rynkeby Fonden har været at sikre, at der er en gul Team Rynkeby-racer til samtlige ryttere.

- Cykelbestillingen foregår sådan, at vi allerede for tre måneder siden skulle sende et estimat til vores italienske cykelleverandør Bianchi på, hvor mange cykler vi skal bruge den kommende sæson – det var længe inden, vi vidste, hvor mange ryttere vi ville være, eller hvor mange af de tidligere ryttere, som ville tage et år mere på deres cykel, siger Carl Erik Dalbøge.

Carl Erik Dalbøge estimerede på det tidspunkt, at der skulle bruges 1.050 cykler den kommende sæson og sendte bestillingen til Italien.

Det estimat skulle vise sig at holde meget godt stik.

Da alle ryttere havde registreret deres cykelbestilling 1. oktober, endte den samlede bestilling på 1.046 cykler – altså fire færre, end forudset for tre måneder siden.

- Nu har vi jo efterhånden gjort det her nogle år, så vi har en god fornemmelse af, hvordan vores deltagere tænker. Derfor er det da alligevel lidt spændende, om vores beregninger holder stik, og om der er en cykel til alle, siger Carl Erik Dalbøge.

Blandt de udtagne cykelryttere finder man blandt andre Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl og den forhenværende cykelryttere Jesper Skibby.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram