200 skoler er nu tilmeldt Team Rynkeby Skoleløbet – se om din skole er med
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 28-01-2020

200 skoler er nu tilmeldt Team Rynkeby Skoleløbet – se om din skole er med

Godt 65.000 elever fra 202 skoler er på nuværende tidspunkt tilmeldt Team Rynkeby Skoleløbet, der afvikles fredagen før påskeferien. Her kan du se, om din lokale skole er tilmeldt.

Fredagen før påskeferien snører tusindvis af danske skoleelever løbeskoene for at løbe til fordel for Børnelungefonden som en del Team Rynkeby Skoleløbet.

Skoleløbet er blevet en populær og tilbagevendende begivenhed i mange danske skoler, fordi eleverne får motion samtidig med, at de involverer sig i en velgørenhedsaktivitet, der har til formål at rejse penge til en gruppe børn, som lider af alvorlige lungesygdomme.

På nuværende tidspunkt er godt 65.000 elever fra 202 danske skoler tilmeldt årets løb, hvilket er en lille fremgang sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det giver Sune Gren, projektleder for Team Rynkeby Skoleløbet, tro på, at Team Rynkeby Skoleløbet kommer til at overgå sidste års deltagerantal på 94.000 elever fordelt på 305 danske skoler.

- I den danske skole bliver der arbejdet målrettet med at lære eleverne, at de skal hjælpe, når nogen har det svært. Derfor er Team Rynkeby Skoleløbets præmis om, at man ikke bare skal løbe for sin egen skyld, men også for lungesyge børn, helt i overensstemmelse med skolernes mål, og det er nok også grunden til, at så mange skoler vender tilbage til løbet igen og igen, siger Sune Gren, der selv arbejder som afdelingsleder på en skole.

Skræddersyet forløb
Det er gratis for skolerne at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet, og Team Rynkeby Fonden, der står bag løbet, leverer alle de materialer og undervisningsmaterialer, som skolerne har brug for.

Skolerne skal blot tilmelde sig løbet inden deadlinen den 18. februar 2020.

- Jo, før skolerne tilmelder sig, jo bedre mulighed har vi for at skræddersy et forløb med skolerne frem mod løbet, siger Sune Gren og peger på, at Børnelungefonden gerne hjælper med at finde børn eller forældre, der har børnelungesagen tæt inde på livet, og som har lyst til at komme ud på skolerne og fortælle, hvorfor det er så vigtigt, at børnene løber for Børnelungefonden.

- Når eleverne først har hørt et barn på deres egen alder fortælle om sin egen alvorlige lungesygdom, vil de sætte pris på, at de selv kan bevæge sig frit, og de vil være ekstra motiverede til at løbe nogle ekstra runder på selve løbsdagen, siger projektlederen.

Team Rynkeby Skoleløbet afvikles som et almindeligt motionsløb, hvor eleverne løber omgange på 500 til 1.000 meter. Inden løbet har de mulighed for at indgå mikrosponsorater med venner og familier, som kan donere et beløb pr. omgang eller kilometer, som eleven løber.

Alle pengene går til Børnelungefonden.

 

Er din skole tilmeldt?

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram