<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 08-06-2021

Dansk virksomhed har opsat mere end 10.000 hjertestartere – nu er de også i Team Rynkebys biler

Nærum-virksomheden Hjertevagt har siden 2002 leveret mere end 10.000 hjertestartere i Danmark. Nu har virksomheden også sponsoreret hjertestartere til Team Rynkeby.

Du har utvivlsomt set de grønne skabe med hjertet og det tydelige ”AED” påtrykt.

Automated External Defibrillator” betyder forkortelsen, som signalerer, at der bag glaslågen på skabet hænger en hjertestarter.

De grønne hjertestarterskabe hænger i dag mere end 20.000 steder i hele landet og er blevet en så almindelig del af gadebilledet, at det er svært at forestille sig, at det har kunnet være anderledes.

Men de offentligt tilgængelige hjertestartere er faktisk en relativ ny ting i Danmark, fortæller Stefan Sparvath, produktspecialist og førstehjælpsinstruktør hos virksomheden Hjertevagt, der netop har indgået et stort partnerskab med Team Rynkeby Fonden.

- Indtil 2003 var det ikke lovligt for lægmand at anvende en hjertestarter. Det var noget, der var forbeholdt uddannet sundhedspersonale, siger han.

En tur til USA ændrede alt
På en rejse til USA i 2002 opdagede Knut Clem, en af Hjertevagts grundlæggere, at der på mange offentlige steder – blandt andet i lufthavnene – hang hjertestartere.

Knut, som på det tidspunkt allerede solgte medicinsk udstyr, tog ideen om hjertestarterne med sig hjem, i håb om at der på et tidspunkt også ville blive et marked for offentligt tilgængelige hjertestartere i Danmark.

Sammen med sin bror, Frederik Clem, startede Knut samme år virksomheden Hjertevagt og påbegyndte da pionerarbejdet med at få udbredt kendskabet til hjertestartere i Danmark.

Give noget tilbage
Hjertevagt beskæftiger i dag godt 80 medarbejdere i hele Norden og er Danmarks førende leverandør af hjertestartere og førstehjælpskurser. Virksomheden har opsat mere end 10.000 hjertestartere, som har reddet flere end 100 liv.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mikkel Tholstrup Dahlqvist fra Team Rynkeby får en introduktion til, hvordan en hjertestarter fra Hjertevagt fungerer. 

- Med tiden er vi blevet en sund forretning med en god vækst, men det har også altid været et mål for os at give noget tilbage, siger Stefan Sparvath.

Hjertevagt samarbejder blandt andet med Hjerteforeningen og TrygFonden om levering af hjertestartere. Og nu har virksomheden også indgået et samarbejde med Team Rynkeby om at levere hjertestartere til samtlige 19 danske hold.

- Vi er en aktiv virksomhed, hvor vi interesserer os for sport – og i særdeleshed cykling. Og så sympatiserer vi også med Team Rynkebys formål. I Hjertevagt har vi et mål om at redde liv, og det harmonerer jo meget godt med Team Rynkebys mål om at hjælpe børn med kritisk sygdom. Derfor var vi heller ikke i tvivl, da vi blev spurgt, om vi ville hjælpe, siger Knut Clem.

Hjertestop som en punktering
Udover hjertestarterne vil Hjertevagt også være vært for et kursus, hvor Team Rynkeby-deltagerne lærer at anvende hjertestarterne.

- I starten af vores virksomheds levetid handlede vores arbejde i høj grad om at fortælle danskerne, at der er noget, der hedder hjertestartere og hvordan man bruger dem.

Nu handler det i højere grad om at fortælle folk, at de ikke skal være bange for at tage hjertestarteren i brug, hvis det bliver nødvendigt, siger Stefan Sparvath.

- Hjertestarteren er et stykke avanceret elektronik, som selv måler, om der kan stødes, så man skal ikke være nervøs for at gøre noget galt. Tværtimod, fortsætter han og bruger en cykelmetafor:

- Et hjertestop er lidt som en punktering på en cykelslange. Man kan godt blive ved med at pumpe en punkteret cykelslange, men luften bliver ved med at sive ud, og på et tidspunkt bliver man træt. Et stød på hjertet fungerer som en lap, og jo før man sætter lappen på, jo mindre risiko er der for, at hullet på slangen bliver større, siger Stefan Sparvath.

Giver tryghed
Udbredelsen af hjertestartere kan aflæses direkte i overlevelsesstatistikkerne. Chancen for at overleve et hjertestop uden for et hospital i Danmark er firedoblet siden 2001. Det har intet andet land præsteret.

- Ingen af os håber naturligvis, at hjertestarterne skal i brug. Men hvis uheldet skulle være ude, er det trygt at vide, at vi har dem med, og at vores deltagere har fået træning i at bruge dem, siger Jesper Bjerg, landechef for Team Rynkeby Danmark.

- Udover at hjertestarterne i bilerne skal være med til at give tryghed på holdene, håber jeg også, at vi med samarbejdet med Hjertevagt kan være med til at udbrede kendskabet til brugen af hjertestartere, så flere ved, hvordan de skal gribe ind, hvis behovet opstår, siger han.

Udover sponsoratet til Team Rynkeby vil Hjertevagt også donere en del af sit overskud fra salget af hjertestartere i perioden perioden 15. juni til 15. august 2021.
 

Hvordan bruger man en hjertestarter? Se det her...

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Har du vundet?

Er du vinderen af en VW up!? Se om du har vundet her.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram