<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 06-06-2021

Det er den fedeste dag på hele året

Det var ikke kun børn og lærere, der havde smil på læberne, da Team Rynkeby Skoleløbet blev afviklet til fordel for Børnelungefonden i fredags. Skoleløbet er også noget ganske særligt for de frivillige fra Team Rynkeby.

Iført Rynke-kostume tilbagelagde Knud Qvist adskillige omgange sammen med børnene fra Sletten Skole, da Team Rynkeby Skoleløbet blev afviklet på 230 skoler i hele landet i fredags.

Sammen med ni holdkammerater fra Team Rynkeby Odense, havde Knud Qvist taget en fridag for at tilbringe en hel dag på skolen i Otterup for at skabe lidt stemning og glæde blandt elever og lærere.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Det er den fedeste dag på hele året", lyder det fra Knud Qvist fra Team Rynkeby Odense.

Men det var ikke kun eleverne, der nød besøget af Rynkebys bløde orangutang. For Knud Qvist er Team Rynkeby Skoleløbet en ganske særlig dag i Team Rynkeby-kalenderen.

- Jeg har været med i både 2018 og 2019, og nu er jeg med igen. Det her er bare den fedeste dag på hele året, siger Knud Qvist.

- Børnene er glade. Der er ingen begrænsninger, og der er ikke noget filter. De er her, og de er i gang, og de giver den fuld gas, og så er de bare glade. Det er det fedeste, fortsætter han begejstret.

Fed oplevelse
Selvom temperaturen sneg sig på den gode side af 20 grader, og solen skinnede fra en skyfri himmel, tøvede Knud Qvist ikke med at iklæde sig Rynke-kostumet og tage et par runder med børnene.

Artiklen fortsætter under billedet...

Eleverne på Sletten Skole tog sig godt af Rynke, som heppede eleverne igennem Team Rynkeby Skoleløbet.

- Når man går rundt med børnene, får man en masse oplevelser fra de forskellige børn. Jeg har lige mødt en dreng, der har siddet fire år i kørestol, og han er nu begyndt at gå igen, og han fik løbet seks omgange – det er en super fed oplevelse. Man får lyst til at gøre det her igen, siger han og fortsætter:

- Team Rynkeby Odense har altid gjort rigtig meget ud af skoleløbet, fordi vi netop synes, at det her er sjove dage, hvor vi både kan være sammen med de andre rynker, men vi får også mulighed for at få en fed oplevelse med børnene på skolerne, siger Knud Qvist.

Livsbekræftende
Børnelungefondens direktør, Anne Brandt, var også til stede på Sletten Skole, hvor hun fik lejlighed til at tale med mange af eleverne om, hvad det er, de løber for.

- Det er enormt livsbekræftende at komme ud og opleve børnene, som jo netop kan alt det, de lungesyge børn ikke kan. Når jeg taler med børnene, kan jeg høre, at de ikke ved så meget om de lungesyge børns udfordringer, men jeg oplever også, at de er enormt interesserede i at høre, hvordan de er med til at gøre en forskel ved at løbe i dag, siger Anne Brandt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Børnelungefondens direktør, Anne Brandt, var selv til stede på Sletten Skole i Otterup, hvor hun havde flere gode snakke med lærere og elever om de lungesyge børn, som eleverne støtter med deres deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet.

- En af de meget, meget vigtige ting ved Team Rynkeby Skoleløbet er netop, at vi har mulighed for at komme ud på skolerne og være med til at lave den her meget vigtige oplysningsindsats om børn med alvorlige lungesygdomme. Vi er det rigtige sted med det rigtige budskab, siger hun.

Vendepunkt
Sidste år blev Team Rynkeby Skoleløbet aflyst på grund af coronapandemien. Og i år var det også længe usikkert, hvor mange skoler der reelt havde mulighed for at deltage i løbet. Det har blandt andet betydet, at der er forskningsprojekter, der er blevet sat i bero.

Derfor håber Anne Brandt også på, at dette års løb kan være et vendepunkt efter coronapandemien.

- Vi har fortsat en stor opgave med at få lungesyge børn set, behandlet, forsket i og forstå, hvad deres sygdom i virkeligheden går ud på, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet...

Anne Brandt, direktør i Børnelungefonden, i samtale med elever fra Sletten Skole om vigtigheden af deres indsats.

- Jeg håber, at næste års løb i endnu højere grad kommer til at understøtte den folkelighed, der ligger i Team Rynkeby-projektet om at gøre noget godt for sig selv og andre. Og jeg tror, at vi i samarbejdet med skolerne og med Team Rynkeby Fonden kan gøre meget mere, end vi selv aner. Der bor nogle meget spændende muligheder i det her projekt, så jeg tror, at vi kan komme ud på næsten alle skoler i Danmark næste år, siger Anne Brandt.

Hvis du har indgået et mikrosponsorat med et barn, som deltog i Team Rynkeby Skoleløbet, kan du finde skolens MobilePay-nummer via denne side.

 

 

 

 

 

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Har du vundet?

Er du vinderen af en VW up!? Se om du har vundet her.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram