Fællesskabet er blevet styrket den seneste uge
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 11-07-2020

Fællesskabet er blevet styrket den seneste uge

Mange af Team Rynkebys 57 hold har den seneste uge gennemført cykelture rundt i deres eget land som alternativ til den aflyste Paris-tur. Og det er gået over al forventning, lyder det fra Team Rynkeby Fondens direktør.

Team Rynkeby-rytterne skulle i dag være ankommet til Paris på velgørenhedscykelholdets årlige cykeltur til fordel for børn med kritiske sygdomme.

Men turen blev som bekendt aflyst på grund af coronapandemien, og i stedet har en stor del af Team Rynkebys 57 hold fra otte lande gennemført lokale ture i deres eget land.

Og det er faktisk gået over al forventning, lyder det fra Team Rynkeby Fondens direktør, Carl Erik Dalbøge.

- På trods af helt utrolige vejrforhold med regn, kulde og ikke mindst stiv modvind har jeg oplevet præcis den samme stemning, det samme humør, det samme fællesskab og den samme glæde og vilje til at stå sammen, som vi oplever på vores normale ture til Paris, siger han.

- Efter mange ugers nedlukning, hvor deltagerne har trænet alene eller i små grupper, har den seneste uge i sadlen gjort, at deltagerne virkelig har genfundet fællesskabet – det fællesskab, der sammen med vores mange sponsorer og samarbejdspartnere og på trods af coronapandemien, gør det muligt for os at overrække et stort tocifret millionbeløb til de organisationer, vi samarbejder med i de otte lande, fortsætter Carl Erik Dalbøge.

Fællesskabet skal genrejse tur
Team Rynkeby-direktøren har stor beundring for de hold, der på trods af skuffelsen over ikke at skulle til Paris, har formået at sadle om og på kort tid planlægge og gennemføre en større tur i hjemlandet.

- Jeg vil gerne udtrykke min største respekt og beundring for den store indsats, der er er blevet gjort rigtig mange steder, for at sætte et flot og solidt punktum for en noget anderledes cykelsæson. Der er blevet lagt mange kræfter i at gennemføre et alternativ til Paris-turen, og jeg tror faktisk, at de hold, der har gjort det, kommer styrket ind i den nye sæson, siger Carl Erik Dalbøge, der selv har været i sadlen en enkelt dag sammen med Team Rynkeby Vestsjælland.

Han er dog også bevidst om, at der venter en stor opgave med at genrejse Team Rynkeby efter den aflyste tur til Paris.

- Coronapandemien har påvirket os meget og skabt store udfordringer for alle vores hold. Som mange andre organisationer er vi blevet påvirket og slået tilbage. Men desto stærkere har det været at opleve, hvordan vi sammen – og hver for sig – er kommet tilbage og har genfundet energien og fællesskabet. Det er i fællesskabet, at vi finder nogle af livets sande værdier, og det er også i fællesskabet, at vi skal sikre, at Team Rynkeby 2021 bliver en stor succes, siger Carl Erik Dalbøge.

Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby 2021, skal du skrive din ansøgning senest søndag den 23. august 2020 på Team Rynkebys website.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Bliv sponsor

Bliv sponsor for Team Rynkeby og støt børn med kritiske sygdomme.

Se mulighederne

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram