Grineflip og numsesnak på Rigshospitalet
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 16-07-2013

Grineflip og numsesnak på Rigshospitalet

Der bliver grint og talt lige ud af posen hele vejen til Paris på Team Rynkeby Rigshospitalet.

4. etape, Oerding: Det er ikke berøringsangst, som præger samtalerne i feltet hos Team Rynkeby Rigshospitalet. Holdet, der er det eneste firmahold i feltet, består udelukkende af medarbejdere fra Rigshospitalet, og her er man vant til at tale åbent om tingene, fortæller Louise Bangsgaard, klinisk sygeplejespecialist og rytter på Team Rynkeby Rigshospitalet.

- Vi er alle sammen omsorgspersoner, og vi er vant til at snakke med folk, som er døden nær, så vi pakker ikke tingene så meget ind, siger hun.

Ingen emner er tabubelagt – og de problemer med bagdelen, som uundgåeligt opstår, når man efterhånden har siddet 700 km på en cykel, bliver vendt som den naturligste ting i verden.

- Der kan gå meget numseproblemer i snakken. Og det er ikke fordi, at vi har flere problemer med numsen end andre hold – vi er nok bare bedre til at italesætte dem.

- Men vi er også så heldige, at flere af de læger, som vi har med, er gynækologer, så hvis det er helt slemt med numsen, så kan man bestille tid til en behandling hos en af dem. Jeg tror, at de fleste af os har været forbi hende, griner Louise Bangsgaard.

Styrker sammenholdet
Den åbne omgangstone og det tætte sammenhold på Team Rynkeby Rigshospitalet har også en afsmittende effekt på sammenholdet på arbejdspladsen Rigshospitalet.

- Projektet giver en rigtig god stemning på tværs. Når man møder hinanden i kantinen, bliver der grinet og givet krammere lige meget om det er professorer eller portører. Man kan mærke på sine kolleger, at de synes det er sjovt, at vi kender hinanden så godt, siger Louise Bangsgaard.

I dag venter der Team Rynkeby Rigshospitalet en lang og varm dag i Holland med mål i Maastricht.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram