Jessica uddelte armbånd og krammere til sine elskede "rynker"
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 05-07-2018

Jessica uddelte armbånd og krammere til sine elskede "rynker"

Først når en deltager på Team Rynkeby Østjylland har modtaget et af Jessicas eftertragtede gule armbånd, kan man kalde sig en rigtig ”rynke”. Det skete i dag på Mur de Huy.

5. etape, Mur de Huy: Med en pose fuld af gule perlearmbånd ventede Jessica forventningsfuldt på de gulklædte ryttere fra Team Rynkeby Østjylland.

Sammen med sin mor, Lise Henneberg, havde den 10-årige pige taget opstilling i solskinnet på toppen af Mur de Huy i god tid, inden de første ryttere ankom.

For tredje år i træk havde Jessica og hendes mor lavet armbånd til samtlige deltagere på Team Rynkeby Østjylland – heriblandt Jessicas egen far, Henrik Henneberg, der i år kører sin tredje tur til Paris til fordel for børn med kritisk sygdom.

- Det er fordi, de cykler, siger Jessica om posen med gule armbånd.

Jessica var bare syv måneder gammel, da hun fik konstateret en uhyre sjælden og særdeles aggressiv tumor i hjernen. Dengang vurderede lægerne, at hun ikke ville blive mere end ét år gammel.

Nu er hun det menneske i hele verden, der har levet længst med den type tumor, hun har.

Hjerneskade og senfølger
Jessica har siden hun var spæd været igennem flere intensive kemoforløb og blevet behandlet med protronstråler. Men tumoren kan ikke fjernes.

Tumoren og den intensive behandling har givet Jessica en hjerneskade. Det betyder blandt, at hun ikke kan være alene og kræver støtte hele tiden. Hun bliver hurtigt træt og kan kun gå i sin specialskole tre timer om ugen, legeaftaler varer masimalt tre kvarter, og hvis Lise eller Henrik skal et ærinde sammen, skal der tilkaldes en barnepige.

I øjeblikket er Jessicas tilstand dog stabil.

- Jessica er stabil og i positiv fremgang. Både kognitivt og fysisk er hun i fremgang. Men tumoren er stabil, siger Lise Henneberg og tilføjer:

- Stilstand er bedre end tilbagegang.

En rigtig ”rynke”
Da rytterne fra Team Rynkeby Østjylland langt om længe ankommer til toppen, er Jessica hurtigt midtpunkt for rytternes opmærksomhed.

Jessica er blevet en maskot for holdet – en pige der er med til at motivere deltagerene til at yde en ekstra indsats for de syge børn.

Og Jessicas armbånd bliver uddelt lige så hurtigt som de mange kram til den storsmilende pige.

- Jessica vil gerne give armbånd væk. Og det startede egentlig som en joke, da Henrik kørte sin første tur til Paris, hvor en rytter spurgte, om han kunne få et armbånd. Og det fik han så. Og pludselig var der så et helt hold, der også gerne vil have et armbånd, og så er det blevet en tradition, at vi laver dem og uddeler dem her på Mur de Huy, siger Lise Henneberg.

- Det er familiehygge – og så er det faktisk også træningsterapi for Jessica, så hun kan lære at koncentrere sig og arbejde med sin finmotorik, så der er mere i det end bare at lave et armbånd, tilføjer hun.

Med uddelingen af de mange armbånd er en ny generation af Team Rynkeby Østjylland-ryttere født – ifølge holdet, er man først en rigtig rynke, når man har trukket et af Jessicas eftertragtede armbånd om håndledet.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Team Rynkeby Skoleløbet

Tilmeld din skole til Team Rynkeby Skoleløbet 2019. Det er helt gratis! 

Tilmeld her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram