Mur de Huy venter
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 16-07-2013

Mur de Huy venter

Mørket har sænket sig over Maastricht, hvor en stor del af Team Rynkeby-holdene opholder sig inden slaget på Mur de Huy i morgen.

5. etape, Maastricht: Musikken spiller stadig på parkeringspladsen foran det store NH Hotel i Maastricht, hvor syv Team Rynkeby-hold lige nu forbereder kongeetapen på dette års tur til Paris.

Men en stor del af ryttere har også for længst forladt bagsmækken og søgt mod deres værelser for at pleje deres ømme ben, inden det går løs på Mur de Huy i morgen.

- Etapen til Mur de Huy er altid noget specielt, fortæller Carl Erik Dalbøge, Team Director for Team Rynkeby.

- Det er jo vores kongeetape, så bakken bliver nok også talt op til noget, den i virkeligheden ikke er. Mange af de nye ryttere er nervøse for, om de kan komme til toppen, og de hårde hunde i feltet vil gøre alt, hvad de kan, for at komme først, siger han om den spændte stemning, som er blandt Team Rynkeby-rytterne i Maastricht lige nu.

Holdene, som starter i Maastricht, vil ramme Mur de Huy efter omkring 60 kilometers kørsel.

Muren i Huy er især kendt for at være en del af ruten i forårsklassikeren Flèche Wallonne, hvor rytterne må over den skrappe stigning hele tre gangen, inden vinderen findes på toppen. Så slemt ser det dog ikke ud for Team Rynkeby-rytterne i morgen. De kan ”nøjes” med at tage Mur de Huy én gang.

Selve opstigningen på Mur de Huy er 1.300 meter lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3 procent. Nogle steder stiger den dog op til 17 procent – og i et enkelt sving rammer den vanvittige 26 procent.

Se hvad der venter rytterne i morgen i Jesper Holmelunds video fra Mur de Huy i 2012.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors