Skovshoved Skole løb for at mindes Oscar
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 18-03-2016

Skovshoved Skole løb for at mindes Oscar

107.000 danske og svenske skoleelever deltog i dag i Team Rynkeby Skoleløbet. På Skovshoved Skole løb 700 elever for at mindes afdød klassekammerat.

Oscars billede hænger stadig på væggen i 5.c på Skovshoved Skole.

Det er snart fem måneder siden, at den smilende dreng på billedet mistede livet til en kræftknude i maven. Og selvom Oscar ikke var meget i skole det sidste år af sit liv på grund af sygdommen, fylder han stadig meget i klassekammeraternes bevidsthed.

- De savner ham. Hele klassen har været meget involveret i Oscars sygdomsforløb. De var blandt andet med i et ambassadørkorps, der besøgte ham hver uge på børnekræftafdelingen, så han fortsat kunne føle sig som en del af klassen, mens han var syg, siger Andreas Littauer, klasselærer i 5.c på Skovshoved Skole.

Oscar døde den 28. oktober 2015 efter ét års sygdom – 11 år gammel.

- Selvom vi vidste, at Oscar var meget syg, var vi sikre på, at han ville komme tilbage - han var sådan en viljestærk og positiv dreng. Derfor var det også et stort chok for os alle sammen, at Oscar døde. Det har været et svært forløb, men klassen har fået god hjælp til at bearbejde sorgen, og i dag klarer de det rigtig flot, siger han.

Særlig hilsen til Oscar
Skovshoved Skole deltog i dag sammen med 335 andre skoler fra Danmark og Sverige i Team Rynkeby Skoleløbet – et landsdækkende motions- og velgørenhedsløb, der afvikles til fordel for børn med kræft.

Og her sendte hele 5. årgang en særlig hilsen til Oscar.

- 5. årgang har fået sponsoreret en T-shirt med Oscars billede på. Den bærer de til ære for deres kammerat. Det betyder meget for dem at være med i dag, siger Andreas Littauer.

Rørt over opbakning
I alt deltog 107.000 skoleelever i løbet, hvilket er tre gange så mange elever som sidste år. Og opbakningen gør indtryk på Marianne Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

- Det betyder utroligt meget for de familier, som det hele handler om, at så mange børn står sammen om at gøre en forskel for børn med kræft. Sidste år havde jeg selv fornøjelsen af at være ude på flere skoler før, under og efter løbet, og jeg er meget rørt over eleverne og skolernes engagement, siger Marianne Nielsen.

Oscars familie er også taknemmelig for opbakningen fra skolen og fra klassekammeraterne, men har af hensyn til Oscars lillesøster, der går i 0. klasse på skolen, valgte de at gå på tidlig påskeferie, mens resten af skolen løb.

FAKTA:

107.000 elever fra 336 skoler i Danmark og Sverige deltog i Team Rynkeby Skoleløbet 2016

97.000 elever fra 295 skoler i Danmark

10.000 elever fra 41 skoler i Sverige

De danske elever samler ind til Børnecancerfonden i Danmark

De svenske elever samler ind til Barncancerfonden i Sverige

Alle indsamlede midler går ubeskåret til de to organisationer

Løbet afvikles på alle skoler fredag den 18. marts - fredagen før påskeferien

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram