Stærkt svagtseende cykler til Paris
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 14-07-2013

Stærkt svagtseende cykler til Paris

”Kig op”, bliver der råbt i feltet. Men for Søren Grotum giver kommandoen ikke meget mening. Han er nemlig næsten blind.

2. etape, Neumünster: En gul slange af ryttere fra Team Rynkeby Vordingborg bevæger sig lige nu de godt 170 km fra Neumünster til Bremen.

Midt i feltet sidder to ryttere, som skiller sig lidt ud fra mængden. Det er Kim Dal og Søren Grotum. De to ryttere sidder nemlig på den samme cykel – en tandem med Kim foran og Søren bagpå.

64-årige Søren Grotum lider nemlig af en medfødt øjensygdom, som gør, at han kun har cirka fem procent af sit syn i behold. Kim Dal skal derfor være hans øjne de godt 1.250 km til Paris.

Og det er da også med masser af sommerfugle i maven, at Søren Grotum er gået ind til turen.

- Jeg er spændt på, hvad det er, jeg har indladt mig på. Jeg ser meget frem til det. Jeg glæder mig helt vildt. Det er en underlig blanding af glæde og det at være skræmt. Det er meget anderledes end noget, jeg før har prøvet, sagde han kort før det gik løs på Rigshospitalet i går.

Svært at kende holdkammeraterne
Selvom Søren Grotum er stærkt svagtseende, kan han godt fornemme, hvad det er for et landskab, han kører igennem.

- Jeg kan ikke se detaljer, men jeg kan godt se lidt af omgivelserne, når jeg kommer tæt på. Og jeg kan også godt se, hvis der kommer en skov, at vi befinder os i en skov, siger han.

På holdet betyder Sørens synshandicap dog, at det kan være svært at komme helt tæt på holdkammeraterne.

- Mange gange har jeg svært ved at kende ansigter, og derfor må jeg også erkende, at jeg har svært ved at kende de andre på holdet, selvom vi nu har været sammen et hav af gange. Det er lidt besværligt, men jeg får mange luftindtryk og høreindtryk – og meget andet. Så det generer mig sådan set ikke. Jeg har vænnet mig til det, siger Søren Grotum.

Stor udfordring
Sørens øjne på turen, Kim Dal, er erfaren motionscykelrytter, men opgaven som pilot på tandemen er alligevel lidt af en udfordring, erkender han.

- Det er meget anderledes at køre på en tandem i forhold til en almindelig cykel. Den har en anden fart. Vi taber noget mere fart, når det går op ad bakke, og vi får noget mere fart på, når det går nedad igen. Vi fylder også mere i svingene, og vi er en lidt mærkelig størrelse i feltet, fordi den er så lang, siger Kim Dal og tilføjer.

- Det er en sjov opgave og en stor udfordring. Men vi har et samarbejde, som fungerer rigtig godt.

Der er kørt omkring 40 km af dagens etape. Og indtil videre holder det tørt.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram