Team Rynkeby-besøg skabte glæde på børnekræftafdeling
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 07-07-2020

Team Rynkeby-besøg skabte glæde på børnekræftafdeling

Hverdagen på børnekræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby blev kortvarigt afbrudt, da Team Rynkeby Storstrøm lagde vejen forbi for at hilse på de indlagte børn.

4. etape, Skejby: De første servicebiler fra Team Rynkeby Storstrøm var kun lige trillet ind på parkeringspladsen foran H2, indgangen til børnekræftafdelingen på AUH Skejby, da de første børn fra afdelingen begyndte at titte frem i vinduerne.

Den gule velgørenhedskaravane fra Team Rynkeby Storstrøm havde planlagt et kort besøg hos børnekræftafdelingen i Skejby, inden holdet skulle videre mod færgen til Sjælland.

Team Rynkebys årlige cykeltur til Paris er aflyst på grund af coronapandemien, men godt halvdelen af holdene gennemfører en tur rundt i Danmark over flere dage.

Hos Team Rynkeby Storstrøm gennemfører man turen med et særligt fokus, fortæller Mikael Kastrup Hansen, holdkaptajn for det sydsjællandske hold.

- Vi vil gerne give rytterne en fornemmelse af, hvad det er for en sag, vi cykler for. Vi ønsker, at de skal komme tættere på formålet med hele projektet ved at hilse på nogle af de børn, som kæmper for livet, mens vi cykler, siger Mikael, mens et par børn kommer frem i døren til afdelingen sammen med deres forældre.

Tre besøg i Danmark
Og det er netop børnene, der blev drivkraften, da forsamlingsforbuddet blev hævet fra 10 til 50 personer den 8. juni, og en tur rundt i Danmark pludselig blev mulig.

 - Besøgene på børnekræftafdelingerne blev hurtigt temaet, da vi fik mulighed for at lave et alternativ til Paris-turen. Det betyder enormt meget for holdet at møde børnene, og når man ser dem sammen med deres forældre, får man virkelig mod på at gøre en ekstra indsats for Børnecancerfonden. Børn skal ikke være på et sygehus – de skal ud og lege med deres venner, siger Mikael.

I alt har Team Rynkeby Storstrøm planlagt tre besøg på børnekræftafdelingerne. Først i Odense, dernæst i Skejby, og i morgen kommer holdet forbi Rigshospitalet i København.

Kører for Julius
Den alternative tur rundt i Danmark har en særlig betydning for Jakob Kargaard, der er rytter på holdet.

Hans otteårige søn, Julius, er lige nu i behandling på andet år, efter han fik et tilbagefald fra den akut lymfoblastær leukæmi (ALL), som han fik konstateret første gang, da han var bare 11 måneder gammel.

- Som hold synes vi, at det giver rigtig meget mening, at vi kommer ud og viser os frem for de børn, som vi rent faktisk samler penge ind til. Derfor var det med den største selvfølge, at vi skulle ud og besøge så mange afdelinger som muligt på denne tur, siger Jakob, der ikke kan skjule, at han bliver berørt af mødet med børnene og deres forældre.

- Det giver en klump i halsen – selvfølgelig gør det det. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på min egen søn, fortsætter han.

Julius er færdigbehandlet til november, og lige nu går det planmæssigt.

- Han var inde og få noget stærkt medicin i går, så han er nok dårlig de næste 8-10 dage, siger Jakob, der på trods af coronanedlukning og den aflyste tur til Paris fortsætter arbejdet for Børnecancerfonden.

- Jeg ville nok have svært ved at undvære det. Team Rynkeby-projektet er så meningsfuldt på alle mulige måder. Ud over, at det giver mig energi, føler jeg også, at jeg kan tilføre noget til holdet i forhold til, at vi har en meget nærværende sag med Julius, som vi kan forankre i holdet. Det giver så meget mening, siger Jakob.

 

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Bliv sponsor

Bliv sponsor for Team Rynkeby og støt børn med kritiske sygdomme.

Se mulighederne

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram