Team Rynkeby blev Arilds terapi, da han mistede sin 6-årige søn til kræft
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 30-06-2019

Team Rynkeby blev Arilds terapi, da han mistede sin 6-årige søn til kræft

Arild Østbø mistede sin 6-årige søn til kræft i 2012. Kort efter var han med til at starte Team Rynkeby op i Norge. Det blev hans måde at bearbejde sin sorg.

1. etape, Maribo: Morgensolen skinner fra en klar, blå himmel. Klokken er lidt over halv otte, og uden for Hotel Søpark i Maribo er Team Rynkeby – God Morgon Rogalands holdkaptajn Arild Østbø ved at give sit hold de sidste instrukser inden dagens etape.

Han taler med rolig stemme, da han forklarer, hvordan holdet skal køre ombord på færgen til Tyskland om godt 20 km. Det er tydeligt at mærke, at han har prøvet det før.

Rogaland-kaptajnen var selv med til at starte Team Rynkeby – God Morgon op i Norge i 2013, og han var med på den allerførste tur til Paris i 2014.

Med sine seks ture til Paris er han således den mest erfarne rytter i det norske felt.

Og det, Arild Østbø har været med til at bygge op i Norge, har ikke bare haft enorm stor betydning for den norske Barnekreftforeningen, det har også haft stor betydning for ham selv.

Han kom ind i projektet kort efter, han selv havde mistede sit mellemste barn til kræft, 6-årige Andreas.

- Det har på mange måder været min selvpålagte terapi. Når man har mistet et barn føler man sig enormt magtesløs. Men med Team Rynkeby – God Morgon føler jeg pludselig, at jeg kan gøre en forskel for andre familier. Vores mål er, at ingen forældre skal miste et barn til kræft, siger han.

Glæden blev kort
Andreas var tre et halvt år gammel, da han blev syg.

- Vi troede, at det var forstoppelse og gik derfor til lægen. Det viste sig dog, at han havde en tumor af den type, der hedder neuroblastom, siger Arild Østbø.

Andreas kom hurtigt i behandling i Bergen, fire en halv times kørsel fra familiens hjem. Det betød, at Arild og hans hustru flyttede sig selv og Andreas’ to søskende til Bergen, hvor de boede en stor del af tiden, mens Andreas var i behandling.

Efter 16 måneders behandling med blandt andet cellegift, operationer og stråling fik familien besked om, at Andreas var sygdomsfri.

Glæden blev dog kort.

- Bare en uge senere fik vi en kontramelding fra hospitalet om, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, siger Arild Østbø.

- Vi fik tilbud om behandlinger i Lund – blandt andet med knoglemarvs transplantation. Og vi fik mulighed for at komme til New York betalt af den norske stat. Men neuroblastom er en lumsk sygdom, fortsætter han.

Andreas’ tilstand forværredes, og pludselig var han så dårlig, at der kun var mulighed for livsforlængende behandling.

Andreas døde mellem jul og nytår i 2012 – kort før hans seksårs fødselsdag.

Fra 27 til 245 ryttere
Der gik nogle måneder, hvor Arild og familien levede i en slags undtagelsestilstand. Men så hørte Arild om Team Rynkeby – God Morgon.

- Jeg blev klar over, at Team Rynkeby ønskede at etablere et hold i Norge, og det blev en mulighed for mig. Alt var nyt og ukendt, men vi fik skaffet 27 ryttere det første år og rejste 954.000 norske kroner til Barnekreftforeningen – i dag er vi 245 ryttere, og sidste år rejste vi næsten 10 mio. norske kroner. Det viser, at det nytter noget, det vi gør, siger Arild Østbø.

Nedenfor kan se et interview med Arild Østbø i Team Rynkebys Tour News LIVE, der blev sendt på Facebook LIVE i morges.


Foto: Laycock Media.

 

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram