<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 21-10-2021

Team Rynkeby deltager i Tour de Storebælt

Når motionscykelløbet Tour de Storebælt til sommer løber af stablen, bliver det med flere deltagere fra Team Rynkeby. Sammen med cykelløbets øvrige deltagere skal de fejre, at Tour de France til næste år kommer til Danmark.

Team Rynkeby-ryttere vil til næste sommer deltage i motionscykelløbet Tour de Storebælt for at fejre, at verdens største cykelløb Tour de France til næste år kommer til Danmark. 

Sammen med 16.000 andre motionscykelryttere skal deltagere fra Team Rynkeby d. 11. juni 2022 prøve kræfter med den rute, som tre uger senere skal lægge asfalt til 2. etape af Tour de France 2022.

Dermed tager velgørenhedscykelholdet forskud på Tour de France-stemningen, som venter forude. Og samtidig bliver motionscykelløbet en generalprøve forud for sommerens cykeltur til Paris, hvor Team Rynkeby-ryttere tager turen fra Danmark til den franske hovedstad for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme. 

- Det bliver en helt unik oplevelse for vores deltagere at få lov til at krydse Storebælt sammen med 16.000 andre motionscykelryttere, og så bliver det ikke mindst fantastisk at kunne samles så mange ryttere for at fejre, at Tour de France til næste sommer starter i Danmark og på den måde være en del af den gule folkefest, fortæller Jesper Bjerg, landechef for Team Rynkeby Danmark, og fortsætter:

- Tour de Storebælt bliver desuden en sjov og vigtig generalprøve forud for sommerens cykeltur til Paris, som vi selvfølgelig ser ekstra meget frem til, nu turen til den franske hovedstad har været aflyst i de seneste to sæsoner på grund af pandemien. Vi har tilmed etableret to nye alpehold, som til sommer vil tage turen gennem Galibier og Alpe d`Huez, inden de ankommer til Paris med de øvrige Team Rynkeby-rytter. Så vi har høje forventninger for næste års velgørenhedscykeltur, som bliver noget helt særligt, siger Jesper Bjerg.

Tre forskellige distancer 
Tour de Storebælt tilbyder tre forskellige distancer på henholdsvis 25, 100 og 200 kilometer, som deltagerne kan vælge imellem. 

Ruterne på 25 og 100 kilometer tager udgangspunkt i dele af den fulde rute, som løber fra Roskilde til Nyborg, men fælles for alle tre distancer er, at rytterne skal cykle over Storebælt. 

Velgørenhedscykelrytterne vil deltage på distancen på enten 100 eller 200 kilometer.  

Team Rynkeby er netop nu i gang med at finde ud af, hvordan pladserne skal fordeles mellem deltagerne. 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Har du vundet?

Er du vinderen af en VW up!? Se om du har vundet her.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram