<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 10-06-2021

Team Rynkeby etablerer to nye alpehold

Team Rynkeby etablerer to nye hold i Danmark efter sommerferien. De to nye hold bliver dog ikke helt som de andre hold – i stedet for at køre fra Danmark til Paris, starter de to nye hold turen til Paris i Alperne.

Igennem 20 år har velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby cyklet fra Danmark til Paris.

Næste år bliver der dog et alternativ til den klassiske rute ned gennem Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig.

Efter sommerferien etablerer Team Rynkeby to danske hold, der starter turen til Paris i Alperne.

Her skal rytterne prøve kræfter med nogle af de mest legendariske cykelbjerge, inden de efter fire dage med masser af hårde og udfordrende op- og nedkørsler kører ud af Alperne og sætter kursen nordpå mod den franske hovedstad, hvor de ankommer samtidig med de øvrige Team Rynkeby-hold fra hele Europa.

- Med de to nye hold, ønsker vi at tilbyde en alternativ motionsoplevelse som en del af Team Rynkeby-projektet. Alpeudfordringen henvender sig til forhenværende Team Rynkeby-ryttere, der ønsker nye udfordringer med udfordrende bjerge og flere højdemeter. Men vi sigter også mod et segment af motionscykelryttere, der måske ikke har set i retningen af Team Rynkeby tidligere, fordi de i højere grad er tiltrukket af at køre i bjerge, siger Jesper Bjerg, landechef for Team Rynkeby Danmark.

Legendariske bjerge
De to nye hold er opkaldt efter nogle af de mest legendariske bjerge i Alperne, som samtidig indgår i begge holds foreløbige ruteplanlægning.

Team Rynkeby Alpe d’Huez optager deltagere, som bor vest for Storebælt, mens det andet hold, Team Rynkeby Galibier, optager deltagere, som bor øst for Storebælt.

Artiklen fortsætter under annoncen...

Begge hold får plads til 50 ryttere og seks-syv hjælpere på serviceholdet og følger i øvrigt samme rute i Alperne og videre til Paris.

Derfor er det også planen, at de to holds servicehold bliver slået sammen under turen til Paris, så man i realiteten kommer til at fungere som ét hold.

- Vi kommer til at stille de samme krav til indsamlingsarbejdet og det sociale engagement, som vi gør på vores øvrige hold. Dog vil holdene dække et større geografisk område, så der vil ikke være så mange fællestræninger, som på de øvrige hold. Men vi kommer naturligvis til at lave en række initiativer, som sikrer, at deltagerne føler sig som en del af Team Rynkeby-fællesskabet - og så skal vi naturligvis også sikre, at rytterne kommer i form til at kunne klare den udfordring, der venter, siger Jesper Bjerg.

Erfaren kaptajn gør comeback
Jesper Bjerg påtager sig i første omgang ansvaret for Team Rynkeby Alpe d’Huez (vest for Storebælt), mens Allan Jakobsen, der tidligere har stået i spidsen for Team Rynkeby Nordsjælland, bliver kaptajn for Team Rynkeby Galibier (øst for Storebælt)

- Jeg har været væk fra Team Rynkeby i fire år, men jeg har fulgt med på sidelinjen hele tiden. I min optik findes der ikke et mere meningsfyldt og bedre organiseret velgørenhedscykelhold end Team Rynkeby, og jeg glæder mig enormt meget til at være med til at udvikle denne nye dimension af projektet. Jeg håber, at vi kommer til at se en masse gamle cykelkammerater, der gør comeback i projektet og vil være med til at dele den her oplevelse med andre gode rynker, siger Allan Jakobsen.

Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby Alpe d’Huez eller Team Rynkeby Galibier skal du ansøge på Team Rynkebys website senest den 16. august 2021. Du kan naturligvis også søge om optagelse på Team Rynkebys øvrige hold her.

Du kan kun søge om deltagelse på ét hold – hvis du ikke bliver optaget på et af de to nye alpehold, får du besked tids nok til, at du kan nå at søge om optagelse på et af de øvrige hold, der kører den klassiske rute til Paris.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram