Team Rynkeby får Tour de France-stemning i Paris næste sommer
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 11-08-2020

Team Rynkeby får Tour de France-stemning i Paris næste sommer

Tour de France er flyttet en uge frem næste år, og det betyder, at Team Rynkeby næste sommer ankommer til Paris dagen før verdens største cykelløb.

Team Rynkeby havde egentlig forberedt sig på den store Tour de France-fest i Danmark næste sommer, når verdens største cykelløb efter planen skulle være startet med en enkelstart i København den 2. juli 2021.

Men den danske Tour de France-start er nu udsat til 2022, efter A.S.O. valgte at rykke Tour de France-starten en uge frem på grund af OL i Tokyo.

Fremrykningen kolliderede dog med Københavns værtskab for EM i fodbold, og derfor må danske cykelfans nu vente yderligere et år med at få verdens største cykelløb til Danmark.

Tour de France-fest
Så længe skal deltagerne på næste års Team Rynkeby-hold dog ikke vente med at komme helt tæt på Tour de France.

Fremrykningen betyder nemlig, at Team Rynkeby næste sommer ankommer til Paris dagen før de professionelle ryttere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dermed kan næste års Team Rynkeby-deltagere se frem til en ekstra stor cykelfest i Paris.

- Det bliver første gang siden 2013, at Team Rynkeby ankommer nogenlunde samtidig med Tour de France. Det bliver en ganske speciel oplevelse for rytterne, da hele byen på det tidspunkt vil emme af cykling, siger Jesper Bjerg, Country Manager for Team Rynkeby Danmark.

Tilbage til rødderne
Fra 2002 til 2013 ankom Team Rynkeby altid til Paris en eller to dage før Tour de France-feltet, og mange deltagere drog derfor i samlet flok til Champs-Élysées for at følge afslutningen.

Det skabte en helt speciel stemning.

Derfor glæder det også Jesper Bjerg, at det netop er i Team Rynkebys 20-års jubilæumssæson, at Tour de France atter kommer til at spille en central rolle i Team Rynkeby-turen.

- Team Rynkeby blev skabt, fordi en håndfuld medarbejdere ville cykle til Paris for at overvære afslutningen på Tour de France. Derfor har løbet i mange år spillet en særlig rolle i vores historie. Derfor bliver det også en ekstra stor oplevelse, at det netop er i vores jubilæumsår, at Team Rynkeby vender tilbage til rødderne, siger Jesper Bjerg.

Tilbage til Champs-Élysées?
Indtil 2011 afsluttede Team Rynkeby altid sin cykeltur til Paris ved at køre ned ad Champs-Élysées, hvor også Tour de France slutter. Ifølge Jesper Bjerg er det dog yderst tvivlsomt, om Team Rynkeby får lov til at komme så tæt på Tour de France næste år.

- Det kunne naturligvis være sjovt, at vende tilbage til Champs-Élysées, men de franske myndigheder har ikke ønsket at give tilladelse indtil videre. Vi vil naturligvis forsøge endnu en gang, når vi nu kommer så tæt på Tour de France, siger han.

Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby i 2021, skal du skrive en ansøgning på Team Rynkebys website senest den 23. august 2020.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram