Team Rynkeby flytter til uge 28
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 20-08-2013

Team Rynkeby flytter til uge 28

Siden den første tur i 2002 har det været fast tradition, at Team Rynkeby kører til Paris i den sidste uge af Tour de France. Sådan bliver det dog ikke fremover.

Tidligere på året kom det frem, at Tour de France bliver skudt i gang en uge senere end normalt næste år. Således begynder den 101. udgave af verdens største cykelløb i Yorkshire den 5. juli og slutter i Paris tre uger senere den 26. juli 2014.

Tour de France-feltets sene ankomst til Paris har sendt Team Rynkebys ledelse i tænkeboks.

- Det har været fast tradition siden den allerførste tur til Paris, at Team Rynkeby ankommer til Paris to dage før Tour de France-feltet. Men Tour de Frances sene ankomst har fået os til at genoverveje den beslutning, siger Carl Erik Dalbøge, Team Director på Team Rynkeby.

Uge 28 er ny Tour-uge
Flere muligheder har været i spil, men nu er Team Rynkeby-ledelsen blevet enige om at løsrive ankomstdagen fra Tour de France og i stedet placere velgørenhedscykelturen i en fast uge fremover – nemlig i uge 28.

- Uge 28 passer langt bedre med deltagernes ferie. Ved at flytte turen til uge 28 vil mange af deltagerne kunne køre til Paris i deres første ferieuge og herefter mødes med familien i Paris og fortsætte videre på ferie i nogle uger, siger Carl Erik Dalbøge.

Desuden vil det ifølge holddirektøren gøre det lettere – og sandsynligvis også billigere – for Team Rynkeby at skaffe hotelværelser til de små 1.500 deltagere, som næste år forventes at tage turen til Paris med Team Rynkeby.

- Det er klart, at vi må slås lidt mere for hotelværelserne i dagene omkring Tour de France-afslutningen, og det er sandsynligvis også er med til at presse priserne i vejret, siger Carl Erik Dalbøge.

Team Rynkeby begynder sin 13. tur til Paris den 4.-5. juli 2014 og ankommer til Paris den 11. juli.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram