<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 22-04-2021

Team Rynkeby sadler om og kører rundt i Danmark til sommer

For andet år i træk må Team Rynkeby aflyse sin tur til Paris på grund af coronapandemien. I stedet gør de godt 1.100 danske deltagere sig nu klar til en tur rundt i Danmark.

Fra den 10.-17. juli skulle mere end 2.500 cykelryttere og frivillige hjælpere fra otte lande have taget turen til Paris med Team Rynkeby for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme.

Men for andet år i træk sætter coronapandemien en kæp i hjulet for de gulklædte velgørenhedsrytteres tur til den franske hovedstad.

I dag besluttede en enig bestyrelse i Team Rynkeby Fonden således at aflyse årets tur til Paris.

- Det var bestemt ikke det, vi havde håbet på. Vi havde virkelig set frem til afslutningen i Paris – særligt på grund af sidste års aflysning. Men vi skal naturligvis ikke sætte helbredet på spil for vores deltagere eller andre personer, vi møder undervejs. Og som det ser ud nu, vil det ikke være muligt at gennemføre turen på ansvarlig vis i juli, siger Ivan Thyregod, bestyrelsesformand i Team Rynkeby Fonden.

Sadler om
En af udfordringerne for Team Rynkeby er, at det med de fremlagte vaccinationsplaner kun vil være en lille del af Team Rynkeby-deltagerne, der er vaccineret til sommer. Og selv med et coronapas ved afrejse vil det være umuligt at sikre tests til alle deltagere med det rette tidsinterval, så coronapasset kan opretholdes undervejs. Samtidig er især Frankrig og Tyskland lige nu hårdt ramt af en tredje bølge med dertilhørende restriktioner og nedlukninger.

- Med al den usikkerhed, vi står over for på grund af virussen, hviler vores beslutning også på et ønske om at sikre, at vores deltagere får en oplevelse for livet og fortsat er i stand til at sætte børn med kritiske sygdomme på dagsordenen. Derfor retter vi nu også fokus mod nationale ture i hvert enkelt land. Med denne beslutning gør vi det samtidig muligt for vores godt 2.500 deltagere og deres familier at planlægge deres sommerferie bedre, siger Ivan Thyregod.

Aktiverer Tour de Danmark
Aflysningen får derfor heller ikke de 1.100 danske Team Rynkeby-deltagere til at skifte cyklen ud med en liggestol til sommer, fortæller Jesper Bjerg, landechef for Team Rynkeby Danmark.

- Vi har naturligvis vidst, at der var en reel risiko for, at vi ikke kunne komme til Paris til sommer. Derfor har vores 19 danske hold også gennem længere tid arbejdet med at arrangere en Tour de Danmark, som kan bringe os igennem noget af Danmarks smukkeste cykelterræn. Den plan bliver nu aktiveret, siger Jesper Bjerg og fortsætter:

- Uanset destinationen er det Team Rynkebys hjerte og sjæl at støtte børn med kritiske sygdomme via Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Og det arbejde stopper ikke, bare fordi vi ikke skal til Paris. Det seneste år har Team Rynkeby-deltagerne vist sig enormt omstillingsparate og været klar til at sadle om og finde på nye initiativer. Og jeg er også helt sikker på, at vi får skabt en cykelevent i Danmark til sommer, der kommer til at vise den sande Team Rynkeby-ånd, siger han.

Når Team Rynkeby sætter sig i sadlen til sommer bliver det 20. gang, at det gulklædte velgørenhedscykelhold cykler penge ind til børn med kritiske sygdomme. Gennem årene har Team Rynkeby indsamlet næsten 500 mio. kr. til børn med kritisk sygdom – heraf er over halvdelen indsamlet i Danmark.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Har du vundet?

Er du vinderen af en VW up!? Se om du har vundet her.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram