Team Rynkeby til kamp for folkeligheden
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 21-03-2014

Team Rynkeby til kamp for folkeligheden

Folkeligheden er under pres på Team Rynkeby. Det mener velgørenhedscykelholdets direktør, Carl Erik Dalbøge, som varsler nye udvælgelsesprocedurer.

Jagten på indsamlingsrekorder år efter år har sat folkeligheden på Nordens største velgørenhedscykelhold under pres. Det mener Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden, som ønsker at stramme Team Rynkebys udvælgelsesprocedurer, så rekrutteringen af deltagerne bliver bredere.

- Indsamlingen til børn med kræft fylder væsentligt mere i vores arbejde, end den gjorde for bare nogle år siden. Holdene er blevet langt mere ambitiøse i forhold til, hvor mange penge de vil samle ind, og der bliver gennemført langt flere indsamlingsaktiviteter end tidligere, siger Carl Erik Dalbøge.

- Det er naturligvis godt, for det er sådan, at vi har slået indsamlingsrekorden 13 år i træk og er blevet den suverænt største bidragsyder til Børnecancerfonden i Danmark. Deltagerne er vitterligt med til at gøre en forskel i kampen mod børnekræft, men succesen har måske også givet projektet lidt en folkelig slagside, fortsætter han.

Deltagere med erhvervsnetværk
De seneste år har mellem 2-3.000 danskere hvert år ansøgt om en plads på Team Rynkeby. Og med kun 800 pladser på de 16 danske hold i 2014, er kampen for at komme med på holdet benhård.

- Vores holdkaptajner har haft det privilegium, at de de senere år har haft en meget stor bruttoliste, hvorfra de har kunnet udvælge de deltagere, som bedst kan indfri det enkelte holds ambitioner – og for mange holds vedkommende handler det især om at levere et godt indsamlingsresultat.

- Det betyder, at vi nok også har haft en tendens til at rekruttere lidt flere deltagere med gode erhvervsnetværk end deltagere, som blot har haft lysten og motivationen til at bidrage til sagen, siger Carl Erik Dalbøge og tilføjer:

- Det kan blive en udfordring for os på den lange bane.

Færre ansøgere
Mens indsamlingen til Børnecancerfonden går bedre end nogensinde, oplever Team Rynkeby for første gang en tilbagegang i antallet af personer, som ansøger om en plads på holdet.

- Det kan naturligvis skyldes mange ting – blandt andet at konkurrencen fra andre cykelprojekter er blevet større. Men jeg tror også, at en del af forklaringen ligger i, at vi år efter år har skuffet mange mennesker, som oplever, at de ikke har en chance for at komme med på holdet. Disse mennesker holder med tiden op med at søge, siger Carl Erik Dalbøge.

- Vi skal naturligvis ikke have ubegrænset optag på Team Rynkeby, men alle, som har den rette motivation, bør også have en reel mulighed for at komme med på holdet. Det er noget af det, vi skal sikre med nye udvælgelsesprocedurer, fortsætter han.

Holdkaptajnernes opgave
Team Rynkebys ledelse arbejder lige nu på, hvordan udvælgelsesproceduren kan strammes og forventer, at arbejdet er afsluttet om 3-4 uger. Carl Erik Dalbøge understreger dog, at det fortsat skal være op til holdkaptajnerne at udvælge det rette hold – ligesom der forsat vil blive lagt stor vægt på ansøgernes motivation.

- Det er vigtigt, at holdet fungerer godt socialt, og det kan man kun sikre ved at læse ansøgninger igennem og møde de potentielle deltagere. Det kan ikke gøres på andre måder. Opgaven bliver at sikre, at folkeligheden ikke bliver tilsidesat i den proces, siger Carl Erik Dalbøge, som dog erkender, at en bredere folkelig rekruttering kan betyde, at projektet samler færre penge ind fremadrettet.

- Til gengæld vil det gøre projektet langtidsholdbart. Vi kan ikke blive ved med at være interessante, hvis offentligheden og sponsorerne opfatter os som en lukket klub, siger han.

Hvis du ønsker at ansøge om en plads på holdet, så skal du skrive en ansøgning her.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram