Team Rynkeby trodser coronakrise og donerer 20 millioner kroner til syge børn
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 26-09-2020

Team Rynkeby trodser coronakrise og donerer 20 millioner kroner til syge børn

Aflysningen af sommerens cykeltur til Paris forhindrede ikke Team Rynkeby i at skabe nyt, stort indsamlingsresultat til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

Coronapandemien satte en stopper for Team Rynkebys årlige cykeltur til Paris til fordel for børn med kritiske sygdomme.

Men virussen kunne ikke forhindre Team Rynkeby-deltagerne i endnu engang at indsamle et stort millionbeløb til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

Lørdag formiddag kunne Team Rynkeby således overrække resultatet af det seneste års indsamlingsarbejde for de to organisationer.

I alt lyder donationen på hele 20.011.926 kroner.

- Det er et imponerende resultat, som deltagerne har skabt under ganske svære vilkår. Vi har måttet aflyse og gentænke en lang række af de indsamlingsaktiviteter, der normalt giver os en stor del af vores indtægter. Men at det alligevel er lykkedes os at runde 20 millioner kroner vidner om det enorme engagement, som gennemstrømmer projektet, samt en fortsat velvilje blandt landets virksomheder på trods af den svære situation, mange befinder sig i, siger Jesper Bjerg, landechef for Team Rynkeby Danmark.

Penge til forskning
Størstedelen af de penge, som Team Rynkeby har indsamlet i Danmark, går til Børnecancerfonden, der i år modtager 18.163.853 kroner fra velgørenhedscykelholdet.

Pengene skal først og fremmest være med til at styrke den langsigtede forskning i børnekræft, fortæller Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

- Vi er kommet langt, hvad angår overlevelsen blandt børn med kræft. Men hvis vi fortsat skal sikre nye gennembrud i børnekræftforskningen kræver det en stadig mere kompleks og langsigtet forskning. Blandt andet så vi kan reducere nogle af de alvorlige senfølger, som fortsat plager halvdelen af de børn, der overlever kræft. Derfor har de fortsatte donationer fra Team Rynkeby afgørende betydning for børnekræftområdet, siger hun.

Skoleløb blev aflyst
Team Rynkebys indsamlingsarbejde har været udfordret af, at det ikke har været muligt at gennemføre en lang række af de indsamlingsaktiviteter, som normalt bidrager til en stor del af det samlede resultat.

Det er blandt andet gået ud over Team Rynkeby Skoleløbet, der skulle have været afviklet til fordel for Børnelungefonden. Knap 100.000 skoleelever skulle have deltaget i løbet fredagen før påskeferien, men det blev ikke muligt.

Ved at gøre skoleløbet til et hjemmeskoleløb og kombinere det med en onlineindsamling lykkedes det alligevel Team Rynkeby at rejse 1.918.473 kroner til Børnelungefonden.

Resultatet gør indtryk på Anne Brandt, direktør i Børnelungefonden.

- Jeg er enormt taknemlig for Team Rynkeby-deltagernes indsats. Dette år har været ganske fortvivlende for de mere end 1.000 børn, der lever med alvorlige, kroniske lungesygdomme, og som er allermest udsatte for coronasmitten. Vores store bekymring er, at forskningsmidlerne og midlerne til den vigtige støtte og rådgivning ganske enkelte løber tør i en situation, hvor børnene og deres familier aldrig har været mere afhængige af, at der sker noget på området, siger hun og fortsætter:

- At det lykkes Team Rynkeby at rejse godt to millioner kroner midt i denne usikre situation, gør mig fortrøstningsfuld og giver mig håb om, at vi kan stå stærkt næste år, siger Anne Brandt.

Udover indsamlingsarbejdet i Danmark har Team Rynkeby Fonden har også indsamlet penge i Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz. I alt donerer velgørenheds i år 65,4 millioner kroner til børn med kritisk sygdom, hvilket er det fjerdebedste resultat i projektets historie.

Team Rynkeby sendte LIVE fra checkoverrækkelsen 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram