<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 26-09-2021

Team Rynkeby udnævner tre nye medlemmer af Hall of Fame

Team Rynkeby har budt velkommen til tre nye medlemmer i sin Hall of Fame. De tre nye medlemmer har hver især ydet en ekstraordinær indsats for velgørenhedsprojektet igennem en lang årrække.

Jan Aronson (Team Rynkeby – God Morgon Täby), Tobias Guldstrand (Team Rynkeby - God Morgon Sjuhärad) og Anny Overgaard (Team Rynkeby Midt-Vest) indlemmes nu i Team Rynkebys Hall of Fame.
De tre Team Rynkeby-ildsjæle får en plads i Team Rynkebys Hall of Fame, fordi de igennem en lang årrække på hver deres måde har ydet en ekstraordinær, frivillig indsats for velgørenhedsprojektet.

- Jan Aronson har siden 2014 taget føringen i Team Rynkeby – God Morgon Täby og på forbilledligvis vist, hvordan man får et hold til at blomstre. Jan har desuden været en væsentlig del af udviklingen af den svenske salgsstrategi, hvor han med sine faglige kompetencer og struktur har været med til at skabe mærkbare resultater. Han har vist sig som en dedikeret Team Rynkeby-rytter og en sand ambassadør for hele projektet, fortæller Jørgen H.K. Jepsen, General Manager i Team Rynkeby Fonden.

- Tobias Guldstrand har været en del af velgørenhedsprojektet i syv år, hvor han igennem flere år har haft en ledende rolle som holdkaptajn. Derudover har Tobias i årenes løb varetaget rollen som projektleder, hvor han for alvor har bidraget til at forbedre projektet ved at udvikle digitale værktøjer med det formål at øge indsamlingsresultatet. Tobias’ indsats har i den grad været uvurderlig for projektet, og han har på fineste vis været med til at udbygge projektet både lokalt og nationalt. Blandt andet har han skabt en fantastisk juletradition, hvor han klæder sig ud som julemand for at sprede glæde for børn og voksne – og for at rejse penge til Barncancerfonden. Det har igennem årene rejst hundredtusindvis af kroner til børn med kræft, siger Jørgen H.K. Jepsen.

Jan Aronson og Tobias Guldstrand bliver de første deltagere uden for Danmark, der bliver indlemmet i Team Rynkebys Hall of Fame.

Sat tydelige aftryk
Udover de to svenskere bliver Anny Overgaard fra Team Rynkeby Midt-Vest efter 10 år i den gule trøje også en del af Hall of Fame.

- Anny Overgaard er en sand ildsjæl med det gule hjerte på rette sted. Anny har igennem 10 år været en af de bærende kræfter på Team Rynkeby Midt-Vest, hvor hun har sat en enorm stor ære i at promovere projektet og holdet. Derudover står hun altid klar til at tage godt imod de nye rynker, ligesom hun altid står klar til at hjælpe med koordineringen ved flere af de årlige events. Og så er hun ikke mindst en aktiv del af at skaffe sponsorater og penge til projektet, siger Jørgen H.K. Jepsen om udnævnelsen og fortsætter:

- Det er tre ildsjæle, som igennem deres aktive arbejde for Team Rynkeby har bidraget med en ekstraordinær indsats og på hver deres måde sat tydelige aftryk på velgørenhedsprojektet. I Team Rynkeby Fonden er vi dybt taknemmelige for den indsats, de har bidraget og fortsat bidrager med, så de fortjener helt sikkert en plads i vores Hall of Fame, siger han.

Jan Aronson, Tobias Guldstand og Anny Overgaard bliver henholdsvis det 13., 14. og 15. medlem af Team Rynkebys Hall of Fame.


De øvrige medlemmer af Hall of Fame er:
Knud Vilstrup (Team Rynkeby Ringe 2002-2006)
Ole Jespersen (Team Rynkeby Ringe 2002 og 2005-2006 og 2008-2016)
Kurt Jørgensen (Team Rynkeby Ringe 2002-2011 og 2017)
Laurits Tørnæs (Team Rynkeby Ringe 2005, 2007-2013 og 2016)
Steen Østergaard (Team Rynkeby Odense 2008-2021)
Christian Krause (Team Rynkeby Østsjælland (tidligere Team Rynkeby Vordingborg) 2009-2021)
Kjeld Hansen (Team Rynkeby København 2009-2018)
Anni Kirk (Team Rynkeby Ringe & Team Rynkeby Trekanten 2008-2017)
Thomas Weilgaard Bak (Team Rynkeby Ringe 2004-2009, 2011-2013 og 2017)
Arne Jørgensen (Team Rynkeby Ringe og Team Rynkeby Silkeborg 2006, 2008-2012 og 2014-2021)
Kenneth Johansen (Team Rynkeby København, 2010-2021)
Christian Kjær Christensen (Team Rynkeby Odense, 2010-2021)

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Har du vundet?

Er du vinderen af en VW up!? Se om du har vundet her.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram