Fredag eftermiddag kørte Team Rynkeby Fondens mangeårige direktør, Carl Erik Dalbøge, i mål sammen med resten af Team Rynkeby København, da velgørenhedscykelholdet afsluttede sin 20-års jubilæumstur i København.
Egentlig skulle turen være gået til Paris, som den plejer, men på grund af coronapandemien, sadlede Team Rynkeby-organisationen om og har i stedet afviklet lokale ture i de otte lande, hvor Team Rynkeby-projektet er repræsenteret.
Den historiske tur blev også Carl Erik Dalbøges sidste i den gule trøje. Efter 12 år i spidsen for Europas største velgørenhedscykelhold, takker direktøren af med udgangen af august og sender stafetten videre.
Afslutningen på årets tur blev da også mere bevægende for Carl Erik Dalbøge, end han havde regnet med.
- Jeg må indrømme, at der blev lidt fugtigt bag cykelbrillen, da jeg så målportalen, og vi trillede de sidste 300 meter i mål. Det var rørende. Det har været et kæmpe privilegie at være med til at præge udviklingen af dette fantastiske projekt, og jeg vil altid kigge tilbage på mine år i Team Rynkeby med stor glæde og tilfredshed over det, vi har skabt. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, der har gjort enormt indtryk på mig, og det er jeg dybt taknemlig for, siger Carl Erik Dalbøge.
Fra plan B til plan A
På trods af de udfordringer, som coronapandemien har givet Team Rynkeby, er Carl Erik Dalbøge tilfreds med den måde, sæsonen er forløbet.
- Det har naturligvis været en meget anderledes sæson end normalt. Men jeg mener faktisk, at vi som projekt er kommet styrket igennem coronapandemien. Vi gik ind i sæsonen med en bevidsthed om, at den skygge, der hang over os, kunne betyde, at vi skulle sadle om og afvikle en anden type oplevelse for vores deltagere. Så det var vi klar til, da det viste sig at blive nødvendigt, siger Carl Erik Dalbøge og fortsætter:
- Beslutningen om at aflyse turen til Paris blev naturligvis mødt med skuffelse, men samtidig med meget stor forståelse. Og det er min oplevelse ud fra alt, hvad jeg har hørt fra vores hold fra hele Europa, at det har været en meget, meget stor oplevelse at køre rundt i sit eget land og opleve steder, man ikke har set før. De nationale ture var en plan B, men det har føltes som en plan A hele ugen, siger han.
Fremgang i indsamlingen
Samtidig kan Team Rynkeby-projektet glæde sig over, at der lige nu tegner til at blive en pæn fremgang i indsamlingsresultatet sammenlignet med sidste år.
Dagens etape er sponsoreret af..
- Inden vi tog hul på sæsonen, sagde jeg til bestyrelsen, at jeg forventede en fremgang i årets indsamlingsresultat, og jeg kan på nuværende tidspunkt konstatere, at det ser ud til at lykkes. Resultatet er vel at mærke skabt i en situation, hvor vi som kompensation til sponsorerne for den manglende tur til Paris, lovede dem, at de kunne få deres logo på tøjet uden beregning. Alligevel vælger så mange sponsorer at bakke op. Det vidner om den troværdighed, projektet har, siger Carl Erik Dalbøge.
Alvorligt styrt i Norge
Glæden over en næsten veloverstået Team Rynkeby-tur blev dog overskygget fredag, hvor det norske Team Rynkeby – God Morgon Artic var udsat for et massestyrt. 11 ryttere styrtede og otte blev kørt på hospitalet – en af dem med helikopter. Ulykken fik meget omtale i norske medier fredag.
Meldingen fra Norge er dog heldigvis, at der ikke er nogen livstruende skader, og alle har det godt efter omstændighederne.
Styrtet skete, da den forreste rytter i feltet kørte ned i en rist mellem en bro og fastlandet.
- Vi sender vores varmeste tanker til deltagerne og deres familier. De blev ramt af et uheld, som man ikke kan bebrejde dem. Jeg har set billeder af den rist, som de ramte, og jeg kan på ingen måde se, hvordan en motionscyklist kunne undgå en ulykke sådan et sted. Jeg håber det bedste for de tilskadekomne, siger Carl Erik Dalbøge.
Kræver fornyelse
Efter 12 år i spidsen for Team Rynkeby kan Carl Erik Dalbøge også snart gøre status over det projekt, som han har været med til at gøre til en international velgørenhedssucces. Og selvom han på mange måder mener, at Team Rynkeby er kommet styrket igennem corona, er der også områder, hvor der skal arbejdes med projektet for at sikre den fortsatte fremgang.
- En stor del af vores DNA er, at vi cykler til Paris. De seneste to år har vi ikke haft mulighed for at gennemføre netop den tur, og derfor kan vi også blive udfordret på antallet af nye ansøgere. Her har vi en opgave. Og så er vi også et projekt, der i flere lande har nået en modenhed, som kalder på fornyelse. Det er vigtigt, at vi holder fast i vores kerneværdier, men vi skal også sikre, at vi følger med tiden. Vi skal ikke bare blive ved med at gøre som sidste år, fordi det jo fungerede godt nok, siger han og sender samtidig stor tak til Rynkeby Foods og Eckes-Granini.
- Rynkeby Foods og senere Eckes-Granini fortjener en stor tak for deres tro på projektet og deres opbakning og tillid. Jeg håber, at man også fremover kan se vigtigheden af armslængde mellem Team Rynkeby Fonden og Eckes-Granini, så man fortsat kan sikre optimale rammer for det frivillige arbejde, siger han.
Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby i 2022, skal du skrive en motiveret ansøgning senest den 29. august 2021.