Team Rynkeby Fonden udsætter landsdækkende skoleløb
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Skoleløb - 10-03-2020

Team Rynkeby Fonden udsætter landsdækkende skoleløb

Team Rynkeby Fonden udsætter landsdækkende skoleløb på grund af den mulige risiko for spredning af coronavirussen covid-19.

Fredagen før påskeferien skulle godt 90.000 skoleelever fra 295 danske skoler have deltaget i Team Rynkeby Skoleløbet til fordel for Børnelungefonden.

Det årlige, landsdækkende motions- og velgørenhedsløb for skoleelever bliver dog udsat to måneder til torsdag den 4. juni – dagen før grundlovsdag.

Beslutningen er taget på grund af risikoen for spredning af coronavirussen covid-19, fortæller Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

- Vi udsætter løbet ud fra et større hensyn. Vi skal tage situationen alvorligt, og vi skal gøre vores for at undgå at være med til at sprede smitten. Ikke blot for vores egen skyld, men også for at skåne de sårbare grupper – både de ældre og de kronisk syge i alle aldre. Herunder de børn, vi løber for, siger Carl Erik Dalbøge.

Følger udviklingen
Ved at udsætte løbet i to måneder håber Team Rynkeby Fonden, at risikoen for spredning af coronavirussen er reduceret så meget, at det vil være forsvarligt at gennemføre løbet.

- Lige nu handler det om at mindske og forsinke smitten mest muligt. De børn, som Team Rynkeby Skoleløbet støtter, er børn, der ikke blot er i risikogruppen for coronavirussen – det er også børn, der i deres dagligdag er afhængige af sundhedssystemet. Derfor rammer appellen om at forsøge at undgå at overbelaste sundhedssystemet særligt tæt på hjertet, siger Carl Erik Dalbøge.

- Sammen med Børnelungefonden vil vi nu følge udviklingen og anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen tæt. Vi gennemfører naturligvis først løbet i det øjeblik, at det vil være forsvarligt, fortsætter han.

Fastholde skolerne
De skoler, der er tilmeldt løbet, modtager direkte besked fra Team Rynkeby Fonden om, hvordan løbet gennemføres den 4. juni.

- Vi er bevidste om, at det kan være sin sag for skolerne at flytte et så stort arrangement, men vi håber, at det bliver muligt at gennemføre løbet med så mange elever som muligt, så vi fortsat kan sikre synlighed og penge til Børnelungefondens vigtige arbejde. Det er vores ønske, at vi sammen med skolerne kan gøre fælles front i det vigtige oplysningsarbejde, som situationen kalder på, siger Carl Erik Dalbøge.

Team Rynkeby Skoleløbet er den største bidragsyder til Børnelungefonden. Sidste år indsamlede landets skoleelever godt 6,4 millioner kroner til de lungesyge børn i forbindelse med løbet.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram