Manu på cyklen trods smerter
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 13-07-2013

Manu på cyklen trods smerter

En måned før turen styrtede Manu Sareen på sin cykel og brækkede skulderen. Nu sidder han på cyklen og er på vej mod Paris.

1. etape, Ringe: Den legendariske cykelkommentator Jørn Mader har netop sendt Team Rynkeby Ringe og Odense af sted fra Torvet i Ringe. Dermed er Team Rynkebys 12. tur til Paris til støtte for børn med kræft i gang.

På Torvet går kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen rundt og tripper lidt nervøst. Ministeren er med på turen for første gang, og hans forberedelser har langt fra været optimale.

For godt en måned siden styrtede han på en træningstur sammen med holdkammeraterne, og turen i asfalten kostede en brækket skulder.

Manu Sareen er dog klar.

- Jeg er klar mentalt, og jeg synes også, at jeg har gode ben, indleder han foran morgenmadsteltet, hvor handelstandsforeningen serverer morgenmad til de mange fremmødte.

- Men jeg er lidt nervøs på den spændte måde. Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg skal ud på – det er som at skulle ud på et stort ukendt hav. Og så er jeg selvfølgelig også spændt på at se, om min skulder kan holde, siger han og klapper sig lidt bekymret på skulderen.

- Men det går fremad med den, og det går bedre, men jeg aner ikke, hvordan det kommer til at gå, siger han og tilføjer:

- Men hvis det ikke går, så må jeg jo servere kaffe til de andre, eller blive kørt i en rickshaw, griner han.

Andre bekymringer
På scenen foran de mange hundred mennesker afslører han dog for Jørn Mader, at han også slås med helt andre bekymringer i forhold til turen.

- Min største bekymring er, at jeg har set, at jeg skal dele værelse med Kristian Thulesen Dahl en af dagene. For så er jeg jo nødt til at tweete, at jeg ligger på et hotelværelse sammen med Thulesen Dahl med vaseline i numsen, griner han til stor morskab for de fremmødte.

Lige nu er Team Rynkeby Ringe på vej mod færgen ved Bøjden. Herfra går den 172 km lange 1. etape mod Padborg, hvor holdet gør stop kl. 14 ved HP Therkelsen. Herefter går turen mod Rendsburg i Nordtyskland.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram