163.000 skoleelever deltager i Team Rynkeby Skoleløbet
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

All teams DK - 02-03-2017

163.000 skoleelever deltager i Team Rynkeby Skoleløbet

Hele 163.000 skoleelever snører løbeskoene i den gode sags tjeneste, når Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på skoler i Danmark, Sverige, Norge og Finland fredagen før påskeferien.

Team Rynkeby Fondens nyeste velgørenhedsinitiativ, Team Rynkeby Skoleløbet, bliver et af årets største motions- og velgørenhedsbegivenheder, når løbet afvikles på skoler i Danmark, Sverige, Norge og Finland fredag den 7. april 2017 – fredagen før påskeferien.

Det står klart, efter Team Rynkeby Fonden netop har lukket for tilmeldinger til løbet.

Hele 163.000 skoleelever fra 525 skoler er tilmeldt Team Rynkeby Skoleløbet, der afvikles til fordel for børn med kritisk sygdom. Deltagerantallet er godt 55 procent højere end sidste år og næsten fem gange så stort som i 2015, hvor løbet blev afviklet for første gang.

- Opbakningen overgår vores vildeste forventninger. Vi er utrolig stolte over, at vi med dette initiativ kan være med til at samle så mange skoleelever på tværs af så mange skoler om den samme idé – nemlig at gøre noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre, siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

115.000 danske elever
Størstedelen af de tilmeldte elever kommer fra Danmark. Således deltager 115.000 skoleelever fra 328 danske skoler – deltagerantallet svarer til næsten hver sjette danske skoleelev.

I Danmark løber eleverne til fordel for Børnelungefonden, der arbejder for, at flere lungesyge børn og unge kan få et bedre liv med deres sygdom, og her er formand Søren Houman dybt taknemmelig over opbakningen.

- Det er helt fantastisk, at så mange flere skoler har meldt sig til Team Rynkeby Skoleløbet i år. Vi er utroligt taknemmelige for, at langt over 100.000 børn vil løbe for at støtte børn, der er ramt af kritiske lungesygdomme og astma. Det vil gøre en kæmpe forskel – også fordi mange børn samtidig får vigtig viden om deres egne lunger, siger Søren Houman, formand for Børnelungefonden.

Små sponsorater
Inden løbet har eleverne mulighed for at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der opfordres til at give et beskedent beløb per omgang eller kilometer, den enkelte elev løber i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet.

Pengene indbetales elektronisk til Team Rynkeby Fonden, der donerer dem ubeskåret til Børnelungefonden i Danmark. I Sverige, Norge og Finland doneres pengene ubeskåret til lokale børnekræftorganisationer.

Team Rynkeby Fonden indsamlede 18,6 millioner kroner i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet i 2016.
 

Se skolerne her:

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram