59 ændringer til tour-ruten - og et interview til japansk tv
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Østjylland - 11-06-2015

59 ændringer til tour-ruten - og et interview til japansk tv

På 56 timer nåede fire østjyske Team Rynkeby-deltagere både at optræde på japansk tv og lave 59 ændringer til årets rute til Paris.

”Forberedelse, forberedelse, forberedelse!”

Det var mantraet, da fire østjyske Team Rynkeby-deltagere i weekenden sprang ind i en bil for at gennemkøre hele Team Rynkeby Østjyllands rute fra Aarhus til Paris.

Formålet var blandt andet at sikre, at den forberedte rute til Paris var egnet til et stort cykelfelt, samt at der var egnede pladser til de godt 20 depoter, som skal sættes op til rytterne i løbet af den 1.300 km lange cykeltur.

Og de 56 timer i bilen var godt givet ud, fortæller Jan Larsen, Team Manager på Team Rynkeby Østjylland.

- Vi har i år lavet en del ændringer til den rute, som vi normalt holder os til, og derfor ville vi gerne sikre, at vejen er fremkommelig for rytterne, og at der er plads til de depoter, som vi skal sætte op undervejs, siger Jan Larsen og tilføjer:

- Vi regner naturligvis med, at vejret bliver godt om tre uger, når vi kører af sted, men hvis det skulle blive lige så slemt som sidste år, så er det alfa omega for deltagerne, at vi ikke skal til at vende om og finde en anden vej, hvis vejene er spærret, siger han.

59 ændringer
Og bilturen til Paris betød netop, at Team Rynkeby Østjylland slipper for både dårlige veje og vejarbejde. De 56 timer i bilen resulterede i ikke færre end 59 ændringer til ruten – mange småjusteringer, men også nogle enkelte større ændringer.

- Når man sidder på Google Maps og tegner en rute igennem Europa, så kan det være svært helt præcist at se, hvordan vejene er. Ved at vi har kørt hele ruten i gennem, har vi formået at køre udenom de værste skovstier og opgravede landeveje, siger Jan Larsen.

Mødet med muren – og japansk tv
På hjemturen kunne de fire østjyske Team Rynkeby-deltagere ikke dy sig for at prøve kræfter med den – i Team Rynkeby-sammenhænge – legendariske bakke, Mur de Huy.

Her blev gruppen mødt af et japansk tv-hold, der var i Belgien for at lave Tour de France-optakt.

- De havde fået at vide, at der var masser af cykelryttere på den berømte bakke, men da de havde stået og ventet i halvanden times tid, så var de ved at miste modet. Derfor blev de utrolig glade for at se os. Vi fik derfor lov til at fortælle lidt om projektet til japansk tv, siger Jan Larsen.

Firkløveret var tilbage i Aarhus natten mellem søndag og mandag. Trætte, men en hel del klogere på årets rute til Paris.

Team Rynkeby kører til Paris mellem den 3. og 10. juli 2015.

SE VIDEO: Se opkørslen på Mur de Huy på Facebook.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram