6-årige Konrad løb for sin kræftsyge tvillingebror - og indsamlede 29.000 kr.
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 08-04-2016

6-årige Konrad løb for sin kræftsyge tvillingebror - og indsamlede 29.000 kr.

Der var meget på spil, da 6-årige Konrad deltog i Team Rynkeby Skoleløbet sammen med 150 skolekammerater fra Haverslev Skole i Nordjylland før påske.

Iført gule T-shirts med teksten ”Henry Supermand” deltog 150 elever fra Haverslev Skole i Nordjylland i Team Rynkeby Skoleløbet fredagen før påskeferien.

Eleverne skulle sammen med 107.000 andre skoleelever fra Danmark og Sverige være med til at løbe penge ind til kampen mod børnekræft.

Men for 6-årige Konrad var der dog lidt mere på spil end for de fleste andre. Det var nemlig hans tvillingebrors navn, der var påtrykt den gule T-shirt, som alle eleverne på Haverslev Skole bar denne solbeskinnede forårsdag.

Fald i skolen afslørede kræft
Bare tre måneder tidligere havde Henry fået konstateret en sjælden kræftsygdom kaldet ’højrisiko neuroblastom’.

Sygdommen, der kun rammer ganske få børn hvert år, blev opdaget ved lidt af et tilfælde.

- Henry var faldet i skolen, og da han kom hjem, klagede han over, at han havde ondt i siden. Og da han om aftenen begyndte at kaste op, så kontaktede vi straks lægen. Her blev vi sendt videre til Aalborg Sygehus, fordi de frygtede, at milten kunne have taget skade i faldet, fortæller Konrad og Henrys far, Claus Rask.

Det var dog ikke milten, den var gal med.

- Efter en masse prøver kunne lægerne konstatere, at der var en ”kræftlignende” svulst på Henrys ene nyre, og vi blev derfor sendt videre til Skejby, hvor han blev skannet, fortæller han.

- Vi havde fået at vide, at skanningen ville tage halvanden times tid, men da han havde været i skanneren i over tre timer, fornemmede vi, at det var alvorligt. Udover svulsten på nyren, kunne lægerne også konstatere, at han havde kræft i 10 procent af knoglerne, siger Claus Rask, der i den svære tid også formår at se lyspunkter.

- Man kan sige, at faldet i skolen var held i uheld. På grund af faldet blev sygdommen opdaget tidligt, og Henry regerer godt på behandlingen, så vi er fortrøstningsfulde, siger Claus Rask.

Motiverede elever
Henry er nu i gang med et 15 måneders langt behandlingsforløb, der blandt andet indebærer kemobehandling, operation, strålebehandling, mere kemo, stamcellebehandling og immunterapi – behandling der blandt andet er blevet mulig på grund af de mange millioner kroner, som Børnecancerfonden hvert år giver til forskning i børnekræft.

De 150 elever på Haverslev Skole var derfor også ekstra motiverede for at lave et godt resultat i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet.

- Konrad har været helt oppe at køre over det. Når vi skulle nogen steder hen, har han løbet, fordi han ville være klar på dagen. Han ville gerne løbe så langt for Henry som muligt, siger Claus Rask, der i et svagt øjeblik også kom til at love Konrad, at han måtte få et par nye kondisko, hvis han kunne løbe 10 omgange.

- Som kræftforældre ved vi, hvor stor en støtte Børnecancerfonden er for de berørte familier, så vi så det som en anledning til at give lidt igen, siger han.

Facebook bakkede op
I ugerne op til løbet gik Claus Rask og hans kone Lone derfor også på Facebook for at fortælle deres venner og bekendte om løbet – og om, at Konrad skulle løbe for sin bror og alle de andre børn og familier, der er i samme situation.

Og så skete der noget fantastisk.

- Gamle venner og arbejdskolleger til fjerne slægtninge kontaktede os pludselig på Facebook og sagde, at de gerne ville støtte Konrad. Og pludselig væltede donationerne ind. Inden Konrad overhovedet havde løbet en meter, var der samlet næsten 6.000 kroner ind. Derudover var der næsten 2.300 kroner til Børnecancerfonden per omgang, Konrad løb på selve dagen – så det var da motiverende, selvom Konrad nok havde mere fokus på at løbe end på pengene, griner Claus Rask.

Imponerende donation
Henry, der ikke har været i skole, siden sygdommen blev konstateret, mødte selv op på skolen, da løbet blev skudt i gang, og sammen med klassekammeraterne gik han to omgange for Børnecancerfonden.

Alt imens spænede Konrad alt, hvad han kunne for sin bror.

10 omgange á 600 meter blev det til – dermed havde han ikke alene sikret Børnecancerfonden en imponerende donation på næsten 29.000 kroner, far-Claus måtte også punge ud til et par nye kondisko.

- Jeg havde virkelig ikke regnet med, at han kunne løbe så langt, så senere samme dag måtte vi jo en tur ud og handle et par nye kondisko, siger den stolte far, der også måtte lægge de sidste par hundrede kroner oven i det indsamlede beløb, så Konrad nu kan overføre præcis 29.000 kroner til Børnecancerfonden.

- Jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker, der har bakket op om Konrads indsamling til Børnecancerfonden. Det betyder meget mere for familien, I folk kan forestille sig, siger Claus Rask.

Henry er færdig med kemobehandlingen om 14 dage. Derefter skal han have kemo endnu en gang, og så håber forældrene på, at han så småt kan begynde at komme lidt i skole igen og se de kammerater, der fredagen før påskeferien ydede en stor indsats for Børnecancerfonden.

4. maj afslører Team Rynkeby Fonden, hvor mange penge, at skolerne har indsamlet til Børnecancerfonden i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet.

Foto: Henry iført hue flankeret af Konrad til højre.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram