Aflyst færge skabte panik på Bornholm
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 09-07-2016

Aflyst færge skabte panik på Bornholm

Klokken 1 i nat blev Team Rynkeby Bornholms holdkaptajn ringet op med beskeden om, at holdets morgenfærge til Tyskland var aflyst.

Prolog, Benwich: Angelo Michael Parente, holdkaptajn på Team Rynkeby Bornholm, fik hurtigt gnedet søvnen ud af øjnene, da telefonen ringede kl. 1 natten til lørdag.

I den anden ende var holdets økonomiansvarlige, som netop havde hørt fra færgeselskabet Færgen, at holdets afgang til Tyskland lørdag morgen var aflyst; første ledige afgang var lørdag aften klokken 19:45.

- Hele vores første dag hang pludselig i en tynd tråd. Vi skulle cykle over 100 kilometer til hotellet, efter vi var kommet til Tyskland, og hvis vi først kom med færgen kl. 19:45, så ville det blive ualmindeligt sent, inden vi kom frem – det ville slet ikke kunne lade sig gøre, siger Angelo Michael Parente.

Charmen blev skruet på
Holdkaptajnen og den økonomiansvarlige blev enige om at skrue charmen på over for færgeselskabet, der i øvrigt også er sponsor for Team Rynkeby.

- Og så lykkedes det, siger Angelo Michael Parente.

- Vi kunne få alle ryttere med den næste færge klokken 9 lørdag morgen – til gengæld kunne vi kun få én servicebil med. Vores lastbil med al bagage og udstyr samt to andre servicebiler kunne først komme med på aftenafgangen. Det betød, at vi på havnen i Rønne måtte pakke alt rytternes bagage, reservehjul til cyklerne med mere ind i én VW Transporter, griner holdkaptajnen.

Operationen lykkedes dog uden de store vanskeligheder.

- Deltagerne tog det faktisk forbavsende roligt. Serviceholdet håndterede situationen sublimt, og jeg tror faktisk ikke, at rytterne bed ret meget mærke i, at vi pludselig måtte tænke alternativt, siger Angelo Michael Parente.

Katastrofen blev afværget
Rytterne fra Team Rynkeby Bornholm ankom til Tyskland i morges kun én time forsinket i forhold til tidsplanen, og det endte faktisk med, at holdet fik endnu en servicebil med, da der pludselig var en ledig plads på færgen.

- Katastrofen blev afværget, og nu er lastbilen og den sidste servicebil også på færgen og vil komme frem til hotellet i nat. Dermed kan vi starte med fuldt hold i morgen, siger en lettet Angelo Michael Parente oven på en hektisk start på dette års tur til Paris til fordel for børn med kræft.

I morgen venter der rytterne fra Team Rynkeby Bornholm en 200 kilometer lang etape til Reinstorf. Du kan følge etapen live her: www.team-rynkeby.dk/liveDK.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram