Bubber: Pedalerne er min største frygt
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 20-03-2014

Bubber: Pedalerne er min største frygt

Bubber skal overvinde sin angst for at have fødderne spændt fast i pedalerne, inden han kører til Paris med Team Rynkeby til sommer.

Bubber har udsat sig selv for lidt af hvert, når han i bedste sendetid har begivet sig ud i ødemarken med jægersoldaten B.S. Christiansen eller spist hashkager i Thy-lejeren.

Men når det kommer til at cykle til Paris med Team Rynkeby, har den folkekære tv-vært altid formået at krybe udenom.

Og det er ikke fordi, at det har skortet på tilbud fra Team Rynkeby.

Bubber har som ambassadør for Børnecancerfonden været med på sidelinjen siden Team Rynkebys start i 2002, og hvert eneste år de seneste fem-seks år er han blevet spurgt, om ikke det snart var tid at prøve kræfter med turen.

Cykelturen har dog ikke rigtig passet ind i den travle tv-kalender.

- Det er jo ikke bare den uge, holdet cykler til Paris, det er jo også al forberedelsen. Der skal mange kilometer i benene, inden man er klar til sådan en tur, siger Bubber.

Hul i kalenderen
I december fik Bubber dog lidt hul i kalenderen. Efter 23 år på skærmen hos Tv2 valgte stationen at droppe hans populære program ’Danmark – ifølge Bubber’, og mens han nu forbereder sit næste tv-projekt, er der pludselig blevet tid til at prøve kræfter med Team Rynkeby.

- Det har sådan set været en dejlig tid, hvor jeg ikke har haft nogen optagelser. Jeg har stadig en arbejdsdag – den er bare ikke så travl. Så hvis jeg nogensinde skal opleve turen til Paris, så skal det være nu, siger Bubber, der siden november har trænet i fitnesscenter for at gøre kroppen klar til sommerens anstrengelser.

Tv-værten har aldrig cyklet længere end 15-20 km i et hug, så han har svært ved at forestille sig, hvordan sommerens tur med daglige etaper på op til 200 km bliver.

- Jeg er jo ikke motionist – jo, jeg er måske blevet motionist i et fitnesscenter, men jeg har aldrig cyklet langdistance før. Så det bliver virkelig svært at sige, hvordan det bliver. Jeg håber dog, at jeg kan følge med, siger Bubber.

Frygter klik-system
Mens de fleste nybegyndere på en cykel nok mest frygter at skulle sidde på et smalt stykke læder 200 km om dagen syv dage i træk, så er det en hel anden bekymring, Bubber har.

- Jeg er nok i virkeligheden allermest angst for, at min fødder skal spændes fast til pedalerne, siger Bubber med henvisning til det klik-system, som sørger for, at cykelrytternes sko ikke smutter ud af pedalerne, og som altid får en håndfuld ryttere ned at ligge på de første træningsture, fordi de glemmer at klikke ud, inden de stopper.

Bubber er dog fuld af forventning i forhold til turen.

- Jeg glæder mig til starten i Ringe og til afslutningen i Paris. Og så glæder jeg mig til at finde ud af, hvad det vil sige at være en del af et stort velgørenhedsprojekt, hvor man kæmper for den samme sag, og hvor det bliver hverdag at stå op om morgenen og cykle 200 km.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at mærke stemningen, og til at blive rigtig cykelrytter i en hel uge, siger Bubber.

Bubber og resten af Team Rynkeby kører til Paris fra den 5.-11. juli 2014. Hvis du kunne tænke dig at blive en del af Team Rynkeby, kan du ansøge om en plads på 2015-holdet her.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram