Der er meget på spil for Pernille
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 09-07-2020

Der er meget på spil for Pernille

Kort efter, at hendes lillebrors bonussøn fik konstateret leukæmi, fik Pernille Overgaard selv konstateret brystkræft. De er begge fortsat i behandling, og derfor er der også meget på spil, når hun i denne uge cykler gennem Danmark med Team Rynkeby Holbæk.

6. etape, Faaborg: Da Team Rynkeby Holbæk ankommer til Spodsbjerg med M/F Langeland sidst på formiddagen hopper Pernille Overgaard i en af servicebilerne for at køre med til det første depot lidt uden for Faaborg.

Den 53-årige holbækker må erkende, at kræfterne endnu ikke er til at køre den fulde fire dages rute gennem Danmark, som Team Rynkeby Holbæk har planlagt som erstatning for velgørenhedscykelholdets årlige cykeltur til Paris, der blev aflyst på grund af coronapandemien.

Det er kun godt halvandet år siden, at Pernille fik konstateret brystkræft og gennemgik operation og kemobehandling. I dag er hun kræftfri, men skal fortsætte i efterbehandling de næste fire år.

- Jeg var stadig i behandling, da jeg ansøgte om at komme med sidste år. Jeg troede, at jeg kunne komme hurtigere tilbage, men jeg må bare erkende, at det er sværere, end jeg troede. Kroppen er ødelagt på mange måder – specielt musklerne, siger Pernille Overgaard.

Artiklen fortsætter under billedet...

Derfor er hun også glad for, at Team Rynkeby Holbæk i år gennemfører en lidt kortere udgave af Paris-turen på dansk grund.

- Det er super dejligt at være sammen med holdet – og samtidig en god prøvelse for mig. Jeg tror ikke, at jeg ville have været i stand til at køre til Paris i år, men det fandt jeg først ud af et stykke inde i forløbet. Men det motiverer mig bare til, at jeg skal fortsætte træningen, siger hun og fortsætter:

- Jeg skal med næste år. Jeg skal til Paris. Jeg skal ned til Frankrig og sige, at jeg gjorde det.

Tabt ungdom
Men det er ikke bare hendes egen sygdom, der påvirker hende, når hun sidder på cyklen.

I sommeren 2018 – få måneder før hun selv fik konstateret kræft – fik hendes lillebrors bonussøn konstateret leukæmi. Markus var på det tidspunkt 17 år gammel, og sygdommen har på mange måder sat hans ungdomsliv på pause.

- Han er igennem et to et halvt års forløb med kemo og diverse behandlinger. Han har været rigtig syg, og i perioder har han også haft voldsomme bivirkninger af behandlingen. Derfor er han også gået glip af mange sociale ting. Det har været svært for ham, siger Pernille og fortsætter:

- Men Markus klarer det super godt. Han er mega sej. Og vi er rigtig glade for, at behandlingen fungerer for ham. Men det er et langt forløb, og det er jo tabt ungdom, som aldrig kommer tilbage, siger hun.

Hvis alt går vel, er Markus færdigbehandlet i starten af det nye år.

Børn skal ikke dø af kræft
Derfor betyder det også meget for Pernille at trække i den gule trøje og cykle for Børnecancerfonden.

Artiklen fortsætter under billedet...

- Det betyder rigtig meget for mig at være med og cykle for børn med kritisk sygdom. Jeg vil gerne være med til at hjælpe og gøre en forskel, siger hun.

- Jeg ved, at det kun er seks ud af syv børn, der overlever kræft i Danmark, og jeg vil gerne være med til at sikre, at syv ud af syv børn overlever. Det er derfor, at jeg er med, siger hun.

Hun smiler.

- Jeg tænker meget på Markus og alle de andre børn. Og så tænker jeg også på, at jeg selv skal op igen. Jeg skal gøre noget godt for andre, mens jeg gør noget for mig selv, siger Pernille Overgaard, som efter frokosten i Faaborg sadlede op sammen med resten af Team Rynkeby Holbæk og kørte resten af dagens etape til Assens. For Markus. Og for sig selv.

Hvis du har lyst til at trække i den gule cykeltrøje og køre til Paris med Team Rynkeby i 2021, kan du skrive en ansøgning her.


Fotos og tekst: Mikkel Tholstrup Dahlqvist.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram