Flere hold på vej mod Paris
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 25-05-2016

Flere hold på vej mod Paris

På bare tre dage skal Team Rynkeby Ringes serviceteam køre otte etaper og besøge syv hoteller. De sidste forberedelser inden sommerens tur til Paris er nu i gang.

Mur de Huy er næsten mennesketom denne halvgrå dag i maj.

Det er svært at forestille sig, at den 1.300 meter lange bakkevej, der ifølge Team Rynkeby-anekdoterne går lige op i himlen og får hjemlige referencepunkter som Kiddesvej og Veddinge Bakker til at lyde som de rene fartbump, om mindre end 50 dage bliver samlingspunkt for en stor del af de 38 Team Rynkeby-hold, der i de dage vil være på vej mod Paris.

Fire danskere har indtaget toppen.

De er alle fire en del af Team Rynkeby Ringe, og de er på vej mod Paris for lave de sidste rettelser til holdets rute, besøge alle syv hoteller samt placere de godt 25 depoter, hvor de 65 ryttere på holdet skal spise frokost, middagsmad og eftermiddagsmad de otte dage, de er undervejs.

- Vi er nået til femte etape, fortæller Mads Nørgaard, der er ruteansvarlig på Team Rynkeby Ringe.

- Vi tager tre etaper om dagen for at sikre, at ruten er, som den skal være. Derudover er vi inde på alle hoteller og tale med dem om, hvor vi skal placere cykler, lastbiler og servicebiler, når vi kommer frem, ligesom vi finder egnede steder til at holde depoter. På den måde minimerer vi omfanget af overraskelser undervejs, siger han.

Ny rute
Team Rynkeby Ringe er det ældste af Team Rynkebys 38 hold, og sommerens tur til Paris bliver holdets 15. tur til den franske hovedstad.

Det er dog stadig muligt at finde nye veje til Paris, fortæller Mads Nørgaard.

- Vi har en del ryttere på vores hold, som efterhånden har været med nogle år. Og det er selvfølgelig sjovere for dem at opleve noget nyt hvert år, så vi prøver at variere ruten lidt. I år er der rigtig mange nye veje de første dage – vi har fundet nogle helt fantastisk smukke veje i Nordtyskland, som vi glæder os til at vise rytterne, siger Mads Nørgaard og fortsætter:

- Og her i Ardennerne, hvor vi er nu, har vi også fundet et par nye, skrappe stigninger, der er meget hårdere end Mur de Huy – men det må du ikke skrive noget om, for vi vil nødigt tage modet fra folk, griner han.

Endnu et hold på vej mod Paris
Team Rynkeby Ringe er ikke det eneste Team Rynkeby-hold, der lige nu er på vej mod Paris for at få de sidste forberedelser på plads.

Også det nystartede Team Rynkeby Silkeborg, der debuterer i dette års pariser-tur, er i disse dage på vej mod Paris.

- Vi bruger fire dage på at køre turen til Paris. Det handler i høj grad om at sikre, at vi nu også må køre på de veje, som vi gerne vil køre på, og at depoterne kan ligge de steder, hvor vi gerne vil have dem til at ligge. Og så er der en mængde praktiske ting, som vi gerne vil have afklaret med hotellerne – blandt andet hvor vi kan få strøm til bilerne, hvor rytterne må parkere deres cykler om natten, og om vi kan få friske forsyninger i form af frugt og grønt, siger Arne Jørgensen, ruteansvarlig for Team Rynkeby Silkeborg.

Team Rynkeby Ringe ankommer til Paris onsdag, mens Team Rynkeby Silkeborg bruger en dag mere og ankommer torsdag.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram