Fortsat ledige pladser på Team Rynkeby – interesserede skal dog skynde sig
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 07-08-2020

Fortsat ledige pladser på Team Rynkeby – interesserede skal dog skynde sig

På trods af, at alle deltagere fra 2020-holdet har fået tilbud om at komme med igen i 2021, er det fortsat muligt at blive en del af næste års Team Rynkeby-hold.

Da Team Rynkeby i foråret måtte aflyse sommerens cykeltur til Paris til fordel for Børnecancerfonden, fik alle deltagere et tilbud om at komme med på næste års cykeltur.

Det er dog ikke alle deltagere, der har sagt ja til det tilbud, og derfor er det fortsat ledige pladser på næste års hold.

Det fortæller Jesper Bjerg, Country Manager for Team Rynkeby Fonden i Danmark.

- Normalt har vi en regel om, at mindst halvdelen af deltagerne på vores 19 danske hold skal udskiftes hvert år, og derfor er der altid en god chance for at komme med på holdet. Reglen har vi dog valgt at fravige i år på grund af corona-aflysningen, men det er naturligvis ikke alle, der har lyst eller mulighed for komme med, og derfor har vi stadig ledige pladser på holdene, siger Jesper Bjerg.

- Desuden har vi besluttet at udvide vores hold fra 50 til 60 ryttere i de områder, hvor der er flest ansøgere, tilføjer han.

300 nye deltagere
Jesper Bjerg vurderer, at godt tre ud af fire af dette års deltagere vil fortsætte den kommende sæson, og derfor bliver der plads til Team Rynkeby omkring 300 nye danske deltagere.

- Vi har brug for nogle ildsjæle, der både er motiverede for at cykle, vil bidrage til det sociale liv på holdet – og ikke mindst gøre en aktiv indsats i forhold til at samle penge ind til børn med kritisk sygdom. Vi har brug for det rette engagement på holdene, siger Jesper Bjerg.

Jubilæumsfest i Paris
Team Rynkebys cykeltur til Paris afvikles fra den 10. til 17. juli 2021. Dermed ankommer velgørenhedscykelholdet til Paris dagen før det professionelle Tour de France-felt, og derfor er der også lagt op til en ekstra stor cykelfest i den franske hovedstad næste sommer.

- Det bliver ligesom i gamle dage, hvor Team Rynkeby ankom en eller to dage før Tour de France-feltet. Samtidig er det Team Rynkebys 20-års jubilæum, så næste års tur bliver på alle måder en tur tilbage til rødderne, siger Jesper Bjerg.

Prisen for at deltage på Team Rynkeby er godt 19.000 kr. Prisen dækker en cykel, cykeltøj og syv overnatninger på gode hoteller hele vejen til Paris.

Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby den kommende sæson, skal du ansøge på Team Rynkebys website senest 23. august 2020.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram