Mikkel Hansen og Nadia Nadim støtter op om Team Rynkeby Skoleløbet
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 13-01-2020

Mikkel Hansen og Nadia Nadim støtter op om Team Rynkeby Skoleløbet

To af Danmarks største sportsstjerner, håndboldspilleren Mikkel Hansen og fodboldspilleren Nadia Nadim, opfordrer i en ny video landets skoler til at tilmelde sig Team Rynkeby Skoleløbet.

- Der er for mange børn, der lider af lungesygdomme i Danmark. Desværre mangler vi penge til at hjælpe Børnelungefonden til at gøre en forskel, så der kan forskes i de her sygdomme.

Sådan indleder Nadia Nadim en ny video, hvor hun sammen med verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, opfordrer landets skoler til at tilmelde sig Team Rynkeby Skoleløbet.

Her løber elever fra hele landet netop til fordel for Børnelungefonden og fondens livsvigtige arbejde for børn med alvorlige lungesygdomme.

Løbet, der afvikles fredagen før påskeferien, tiltrak sidste år 94.000 elever fra 305 skoler og resulterede i en donation på ikke mindre end 6,2 mio. kr. til Børnelungefonden.

Det er dog ikke kun på grund af indsamlingen til Børnelungefonden, at skolerne skal tilmelde mig, lyder det fra Mikkel Hansen.

- Kom ud og deltag i ”børn løber for børn” og hav en god dag med dine venner. Kom ud og vær aktiv – det er sundt, siger håndboldstjernen, der lige nu er i Sverige med resten af det danske herrelandshold for at forsøge at vinde EM-guld.

Kæmpe skulderklap
Hos Team Rynkeby Fonden er projektleder for Team Rynkeby Skoleløbet, Sune Gren, selvsagt begejstret for opbakningen fra de to danske verdensstjerner.

- Det betyder meget for projektet og de børn og familier, vi løber for, at to så prominente navne frivilligt og uden nogen form for betaling stiller sig bag Team Rynkeby Skoleløbet og opfordrer til, at skolerne bruger et par timer inden påskeferien på at løbe for nogle børn, som går så meget igennem. Mikkel Hansen og Nadia Nadims støtte er et kæmpe skulderklap til de syge børn og Børnelungefondens arbejde, siger Sune Gren, der håber, at støtten fra Mikkel Hansen og Nadia Nadim vil skabe en opmærksomhed, der får flere skoler til at tilmelde sig.

- Vi håber, at vi kan komme på den gode side af 100.000 elever i Danmark, fortsætter han.

Tilmeld senest 18. februar
Det er gratis for skolerne at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet, og skolerne får leveret alle de materialer, som de skal bruge i forbindelse med løbet – blandt andet forældrebreve, plakater, sponsorsedler, diplomer og juice.

Team Rynkeby Fonden udstyrer desuden alle skoler med et unikt MobilePay-nummer til håndtering af de indsamlede penge. Dermed skal lærerne stort set ikke bruge noget tid på indsamlingen.

Hvis din skole skal være med i Team Rynkeby Skoleløbet, kan du tilmelde den her. Tilmeldingsfristen er den 18. februar. Her kan du se, om din lokale skole allerede er tilmeldt.

Se videoen med Mikkel Hansen og Nadia Nadim her 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram