Mor lovede sig selv, at hun ville cykle til Paris, hvis hendes søn overlevede
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 03-07-2015

Mor lovede sig selv, at hun ville cykle til Paris, hvis hendes søn overlevede

To gange overværede Lizette Leholt Mattsson Team Rynkebys start fra vinduerne på Rigshospitalet sammen med sin kræftsyge søn. I dag er hun selv med på cyklen mod Paris.

Prolog, København: Det er godt fem et halvt år siden, at Lizette Leholt Mattssons søn, Mathias, blev syg. Han var halvandet år gammel, og det, der i første omgang lignede en mellemørebetændelse, skulle nogle dage senere vise sig at være langt mere alvorligt.

Undersøgelser viste, at en hjernetumor på seks centimeter trykkede i den lille drengs hoved, og han blev derfor med fuld udrykning hasteindlagt på Rigshospitalets børnekræftafdeling.

- Situationen var meget alvorlig. Tumoren trykkede så meget i hovedet, at Mathias var ved at dø. Han blev lagt i bedøvelse og fik lagt dræn i hovedet, og næste morgen startede en seks timers lang operation, fortæller Lizette Leholt Mattsson, der er rytter på Team Rynkeby København.

Operationen lykkedes, og allerede et par dage efter var Mathias smilende igen.

Ni måneders indlæggelse
Men forløbet skulle ikke ende der.

I ni måneder var Mathias indlagt hver anden uge på Rigshospitalet, hvor han fik kemo hver dag. De andre uger var han hjemme – dog med hyppige besøg på hospitalet til blodprøvekontroller og indlæggelser på grund af feber, som hans svækkede immunforsvar ikke kunne klare.

Det var derfor med stor glæde, at Mathias, Mathias’ far Göran og Lizette kunne tage hjem i september 2010. Mathias var dog fortsat for svækket til at kunne starte i vuggestue, så familien måtte vente yderligere fire måneder på at kunne vende nogenlunde tilbage til et normalt liv.

Den 17. januar 2011 startede Mathias i vuggestue igen, og Lizette startede på arbejde.

Tumoren vender tilbage
Kræftsygdommen havde dog ikke sluppet sit tag i Mathias. Bare 14 dage efter, at han var startet i vuggestue igen, viste en kontrolscanning, at tumoren i hans hoved var vendt tilbage, og at den allerede var halvanden centimeter stor.

Lægerne forsøgte at operere Mathias igen, men uden held. Derfor blev der skruet voldsomt op for kemobehandlingerne, indtil tumoren var svundet så meget ind, at en stamcelletransplantation blev mulig hen over sommeren.

1. maj 2011 blev Mathias indlagt på den børneintensive afdeling og isoleret.

- Göran og jeg skulle i bad og have specielt tøj på og afsprittes, før vi kunne sluses ind til Mathias. Mathias fik så hård kemo, at han skulle i bad hver femte time døgnet rundt, så kemoen, der blev udskilt, ikke ætsede hans hud, fortæller Lizette Leholt Mattsson.

Fra 1. maj til 23. juli 2011 blev Mathias stamcelletransplanteret tre gange, og det reddede hans liv. Tumoren er ikke vendt tilbage siden.

Løftet til sig selv
Mens Mathias var indlagt i sommeren 2010 og 2011 overværede familien Team Rynkebys start fra vinduet på 5. sal fra Rigshospitalets børnekræftafdeling.

- Jeg lovede mig selv, at hvis Mathias overlevede, så ville jeg selv søge om at komme på Team Rynkeby og være med til at samle ind til Børnecancerfonden. Og det lykkedes heldigvis, siger Lizette Leholt Mattsson, da hun i formiddags var ved at gøre klar til Team Rynkebys store afgang i Carlsberg Byen.

Mathias, der snart fylder syv år, var ikke selv til stede, da hans mor sadlede op sammen med sine 180 holdkammerater fra Team Rynkeby København, Vordingborg, Nordsjælland og Øresund. Han var taget med sin far og bedstefar i forvejen og møder sin mor i Paris på fredag, når Team Rynkeby ankommer.

- Jeg glæder mig til at se familien i Paris. Og så kommer jeg helt sikkert til at tude igen, siger en rørt Lizette.

Du kan følge Team Rynkebys tur til Paris minut for minut via www.team-rynkeby.dk/liveDK.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Lotteri

Skal du vinde en helt ny Škoda Fabia? Så køb en lodseddel til vores landsdækkende lotteri.

Se mere her

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram