<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 05-07-2014

Pige med kræft sendte rytterne af sted fra Ringe

18-årige Emma Greve sendte Team Rynkeby Ringe og Odense af sted fra Torvet i Ringe her til morgen.

1. etape, Ringe: Torvet i Ringe var pakket med mennesker, da de to fynske Team Rynkeby-hold – Team Rynkeby Ringe og Odense – blev sendt ud på cykelholdets 13. tur til Paris til fordel for børn med kræft.

En af de fremmødte på Torvet var 18-årige Emma Greve, som fik konstateret kræft i en alder af 14 år. Efter et intensivt behandlingsforløb på seks måneder blev hun erklæret rask, men i efteråret 2012 fik hun tilbagefald og er stadig i behandling.

Inspirator i kampen mod kræft
Emma har igennem de seneste år fungeret som inspirator for Team Rynkeby Odense og Ringe og har ved et utal af Team Rynkeby-arrangementer fortalt sin personlige historie.

Hun var derfor inviteret til Ringe for at sende rytterne af sted.

- Jeg er rigtig glad for at være inviteret, og jeg synes, at det sejt at få lov at sende rytterne af sted.

- Jeg synes virkelig, at det er så fedt, det alle deltagerne gør for Børnecancerfonden, sagde Emma Greve kort før skuddet lød.

Livet er sat på pause
En kasket skjulte Emmas bare isse, men tabet af håret er ikke det eneste, som man må slås med, når man er ung med kræft, fortæller Emma Greve.

- Ens liv er sat på en slags pause – og så alligevel ikke. For livet går jo videre, og du er jo nødt til at følge med og kæmpe for at overleve.

- Men du har ikke de samme muligheder som alle andre, fordi du hele tiden er svækket af kemoen, siger hun.

Emma Greve afslutter sin efter planen sin behandling til efteråret – cirka samtidig med, at Team Rynkeby overrækker dette års indsamlede midler til Børnecancerfonden.

Du kan følge Team Rynkebys tur til Paris live her: www.team-rynkeby.dk/liveDK.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram