Sidste chance hvis du vil med på Team Rynkeby i 2021
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

TR Presse - 22-08-2020

Sidste chance hvis du vil med på Team Rynkeby i 2021

Søndag den 23. august 2020 er det sidste chance for at skrive en ansøgning, hvis du har lyst til at hoppe på cyklen og cykle med Team Rynkeby til Paris i sommeren 2021.

Hvis du drømmer om at cykle ind i Paris sammen med 2.200 andre gulklædte velgørenhedscykelryttere fra Team Rynkeby næste sommer, er søndag den 23. august 2020 sidste chance for at skrive en motiveret ansøgning.

Selvom Team Rynkeby Fonden har inviteret alle deltagere fra 2020-holdet til at deltage igen i 2021 på grund af sommerens coronaaflysning, ønsker velgørenhedscykelholdet stadig nye deltagere ind på holdene.

Det fortæller Jesper Bjerg, Country Manager for Team Rynkeby Danmark.

- Vi har behov for nyt liv på holdene, og derfor har vi gjort plads til flere ryttere i de områder, hvor der er flest ansøgninger. Samtidig er der naturligvis ryttere, som af den ene eller anden årsag ikke kan eller ønsker at deltage i turen i 2021. Så der er stadig mulighed for at komme med på næste års tur, siger han.

Venskaber for livet
Ifølge Jesper Bjerg skal man ansøge om at komme med på Team Rynkeby, hvis man søger et fællesskab sammen med andre voksne mennesker, der deler et ønske om at køre på cykel og komme i bedre form, mens man er med til at gøre en forskel for børn med kritiske sygdomme.

- Man bliver en del af et meget tæt og sammentømret fælleskab af passionerede mennesker, der ønsker at gøre noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre. Det er en helt speciel oplevelse af være en del af Team Rynkeby. Når man i gennem 10 måneder træner sammen, samler penge ind sammen og laver en masse events sammen – så skaber det venskaber for livet, siger han.

Stort puslespil
Når ansøgningsfristen er passeret den 23. august, bruger holdkaptajnerne og styregrupperne på Team Rynkebys 58 lokale hold et par uger på at udtage de deltagere, der indgår i den videre udvælgelsesproces.

2. september får alle ansøgere besked om, hvorvidt de er videre eller ej, og inden udgangen af september er alle hold endelig udtaget.

- Det er et større puslespil at få holdsammensætningen til at gå op. Vi forsøger at sætte nogle hold, der afspejler samfundet – både hvad angår køn, alder og baggrund. Samtidig skal ansøgernes motivation afspejle, at de både ønsker at cykle, bidrage til det sociale fællesskab og sikre, at vi også næste år kan aflevere store checks til Børnecancerfonden og Børnelungefonden, siger Jesper Bjerg.

Hvis du vil med på Team Rynkeby i 2021, kan du skrive en motiveret ansøgning på Team Rynkebys website. Hvis du ønsker at opdatere din ansøgning, kan du logge ind her.

 

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram