90.000 skoleelever snører løbeskoene for lungesyge børn
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

All teams DK - 21-02-2020

90.000 skoleelever snører løbeskoene for lungesyge børn

295 danske skoler er med, når Team Rynkeby Skoleløbet afvikles til fordel for Børnelungefonden den 3. april 2020.

Der er lagt op til en ualmindelig stor løbefest, når hele 90.000 skoleelever fra 295 danske skoler snører løbeskoene og deltager i det årlige Team Rynkeby Skoleløbet den 3. april 2020 – fredagen før påskeferien.

Løbet afvikles på den enkelte skole som et traditionelt motionsløb – dog med det lille tvist, at eleverne har mulighed for at samle penge ind til Børnelungefonden ved at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende inden løbet.

Dermed kan eleverne gå rødkindede på påskeferie med en vished om, at de ikke alene har gjort noget godt for dem selv, men også gjort noget godt for en gruppe børn, som lever med alvorlig sygdom.

Sådan lyder det fra Sune Gren, projektleder på Team Rynkeby Skoleløbet.

- Danske skoleelever har generelt en forståelse af, at de skal hjælpe, når nogen har det svært. Det gælder både i klasselokalet og i skolegården, men også ude i det omgivende samfund. Derfor er de også motiverede for at løbe, når de hører, hvor alvorligt syge børnene, som Børnelungefonden hjælper, er. Det betyder meget for børnene, at de kan være med til at gøre en forskel, siger Sune Gren, der selv er afdelingsleder på en skole.

Gør en forskel
Det er fjerde gang, at Team Rynkeby Skoleløbet afvikles til fordel for Børnelungefonden – de seneste tre år har eleverne indsamlet mere end 24 millioner kroner til Børnelungefonden. Størstedelen af pengene er gået til at finansiere forskning i nogle af de mest kritiske lungesygdomme, der rammer børn.

Pengene er dog ikke det vigtigste, når løbet afvikles fredagen før påskeferien, understreger Sune Gren.

- Løbet handler først og fremmest om at give eleverne en oplevelse af, at de kan være med til at gøre en forskel for syge børn. Og så er det lige meget, om man indsamler fire kroner eller firehundrede kroner. Børnenes deltagelse er med til at skabe uvurderlig opmærksomhed om en meget, meget vigtig sag, siger han.

Uvurderlig støtte
Det er Anne Brandt, direktør i Børnelungefonden, enig i.

Vi er dybt taknemlige for, at så mange skoler, lærere, børn og forældre involverer sig så aktivt i lungesagen. Team Rynkeby Skoleløbet betyder, at vi kan sikre bedre forebyggelse, bedre behandling og større overlevelse for de lungesyge børn. Eleverne hjælper meget mere, end de kan forestille sig. Deres indsats er uvurderlig for de børn og familier, som løbet handler om, siger Anne Brandt og fortsætter:

- Også oplysning er vigtig, fordi vi ved, at der kan sidde to børn i hver klasse, der har nedsat lungefunktion, og som mærker konsekvenserne af at have svært at følge med, når de andre børn leger eller spiller fodbold. Det er de børn, vi løber for den 3. april, siger hun.

Se de tilmeldte skoler på kortet nedenfor:

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram