Team Rynkeby hylder sin historie med jubilæumstøj
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

All teams DK - 31-08-2020

Team Rynkeby hylder sin historie med jubilæumstøj

Team Rynkeby sætter i 2021 fokus på sit 20-års jubilæum med en enkel og elegant trikot, der på smukkeste vis illustrerer projektets historie, fællesskabet på tværs af landegrænser og hylder de lokale sponsorer og støtter.

Når Team Rynkeby i 2021 fejrer sin 20. sæson på landevejen, vil de flere tusinde deltagere fra 13 europæiske lande været forenet i en helt særlig jubilæumstrikot, som hylder historien bag velgørenhedsprojektet og det unikke fællesskab.



Cykeltøjsproducenten Xtreme har i samarbejde med Team Rynkeby skabt en stilren og elegant trøje, der sætter spot på jubilæet med et til lejligheden specialdesignet 20 års-logo og en ny Team Rynkeby-logotype. 

”Vi har haft et stærkt ønske om, at vi i den kommende sæson markerer vores jubilæum med et helt særligt sæt cykeltøj og en særlig visuel identitet i form af det nye jubilæumslogo med 20-tallet og Eiffeltårnet. Når jeg nu ser resultatet, så synes jeg virkelig, at vi er nået i mål med et både enkel og elegant sæt cykeltøj, som samtidig er en hyldest til vores historie og en fejring af vores jubilæum og fællesskabet. Vi har haft et fantastisk samarbejde med Xtreme om designet. De fortjener virkelig stor ros for tøjet,” siger CEO for Team Rynkeby Fonden, Carl Erik Dalbøge.

Jubilæumslogo og sponsorfokus
Det nye jubilæumslogo har fået en fremtrædende plads på højre bryst under en særversion af Team Rynkeby-logoet, der i den kommende sæson får et redesign. Samtidig går jubilæumslogoet igen som små diskrete vandmærker i hele jerseyen.

På trøje og shorts er der samtidig skabt plads til intet mindre end 61 lokale sponsorer, hvoraf én kan tildeles en ny ”prime-plads” på venstre bryst umiddelbart under projektets omdrejningspunkter, Børnecancerfondene i de forskellige lande samt i Danmark Børnelungefonden. Prime-pladsen kan holdene tildele en sponsor, som eks. har betalt ekstraordinært meget, været med i mange år eller på anden måde gjort sig særligt fortjent til den eftertragtede position.

”Sponsorerne er rygraden i Team Rynkeby og vores virke, og derfor er det afgørende, at vi kan tilgodese dem på vores tøj. I år får vi så tilmed en mulighed for at tage flere med på tøjet end tidligere og kan fremhæve og hylde én sponsor med pladsen på venstre bryst,” siger Carl Erik Dalbøge.

Et fællesskab med lokale rødder
Mens sidste års jersey meget tydeligt indikerede rytterens hjemland, er nationaliteten mere diskret på det nye tøj. Til gengæld er nationaliteten gentaget fire steder, på krave, den ene arm, ryg og bibshorts med et lille fremhævet flag blandt rækken af deltagerlande. 
Dertil er det lokale hold markeret på både krave og arm.

”Vores deltagere sætter stor pris på, at man kan se, hvilket land de kommer fra. Ligesom man ser det til landskampe i fodbold, så er der opstået en tradition med at bytte trøjer, når rytterne ankomme til Paris efter nogle hårde dage i sadlen. Og så ved vi, at holdene også ønsker at vise deres holdnavn. På den måde markerer tøjet både det store fællesskab og det lokale udgangspunkt,” siger Carl Erik Dalbøge.


Du kan se det danske tøj her:

 

Jubilæumscyklen er også på vej
Modsat cykeltøjet er der til gengæld ikke de store ændringer på næste sæsons Team Rynkeby-cykel fra Bianchi.

Et par mindre ændringer er der dog blevet plads til. På forgaflen er tilføjet et EU-flag, som symboliserer det fælleseuropæiske hold. Og så har sadelpinden fået en opgradering, der betyder, at den nu er nemmere at indstille.

Tilbage

Tour News

Team Rynkeby producerer løbende nyhedsindslag til Facebook. Se alle indslag her.

Se nyhedsindslag

Platinum Sponsors

Følg vores tur på Instagram